238 / 311
236
1806, va r fulgt Oplevelser som Københavns Bom ba rde
m en t og h an s elskede Moders Død. Selv va r den lille,
blege S tuden t sygelig og næ rede en last Overbevisning
om , at h an sn a rt vilde falde som et Offer for den
Brystsyge, der havde bo rtreve t h an s Moder og han s
tre B rødre. Sine Ek sam en sstud ie r drev b an de rfo r
ikke m ed megen Iver, saa meget m ind re som Ju ra en
var h am en uudho ldelig Plage. U nde r disse F o r
hold skyede Ingem ann den triste V irkelighed og '
fordybede sig ved N attetide i den M acphersonske
Taage- og M aaneskinspoesi og i Youngs pathetiske
»Nattetanker« og blev saa betaget af Youngs D ek lam a
tion e r over Udødeligheden, at h an tilstoppede Løbet
paa sin Pistol af Fryg t for, at h an ellers skulde give
efter for Lysten til »ved et pludseligt Spring at redde
sig ind i Aandeverdenen«. — Denne sygelige og over
spændte T ilstand p ræger Ingem anns P rod u k tio n fra
han s A lumnetid, saaledes h an s første D igtsam linger
(1811 og 1812), hvis svæ rm eriske Stemning dog g jo rde
stor Lykke hos Pub likum og ikke m ind st hos Dig
terens E lskede, Lucie Mandix; og hans Bejlerdigt,
»Du, som svøbt i Skønheds Bosenklæde, gaar, i
jo rd isk Dragt en h imm e lsk Aand«, h en ryk te alle
D amer. Det optoges siden i Ingem anns næste Digt
sam ling »Procne« (1813) og lagdes i Munden paa den
unge Digter V arner, de r som M iddelalderens T ro u b a
d ou re r m ed sin Strengeleg over Sku lderen v an d re r
gennem Sjæ llands b lom strende Fo raa rsenge ; h an el
sker Marie og v inder hendes Ja ; men h u n falder i
en dødelig Sygdom, og D igteren »drikker Døden af
sin Elskedes Læber«. H an higer ikke efter nogen
Æ gteforen ing; th i »paa Jo rden Salighed er B røde, og
ingen elsket ha r, som ikke døde. Hos Gud alene