235 / 311
233
smed Bogen fra mig, m en sprang op som greben af
en mægtig Aand, der kald te mig til Reformator«. —
I de følgende Uger læste G rundtvig nu »for Alvor«
B ibelen, og i F o ro rd e t til Skriftet »Nytaarsnat«, som
h an i Begyndelsen af D ecem ber overrak te sin F ad e r
paa hans Jub ilæum sdag , tildeler h an sig selv Rollen
som den, der ved Skriftens Ord skal adva re sin Sam
tid mod dens V ildfarelser; h an vil stille sig paa R an
den af det bund løse Svælg, som T idsalderen i sin
B lindhed gaar i Møde, og vise T iden dens eget Bil
lede, oplyst af to luende B lus: H errens Ord og de
forbigangne T iders V idnesbyrd — men m id t u n d e r
sine D rømm e om Refo rm ato rgern ing er det, at han
pludselig gribes af Tvivl: E r du selv en K risten? H a r
du selv dine Synders Forladelse? — Samvittigheds-
spørgsmaal, der »faldt paa hans H jerte som Stene, ja
som Klipper«, som nagede ham uafladelig Dag og
Nat og for en Tid g jo rde ham sindssyg. Under Syg
domm en veg hans Ven Pou l Dons ikke fra h an s
Side; n a a r Vanviddet tog Overhaand , m aatte han
brydes m ed ham , saa at de ofte begge segnede. Og-
saa and re af Grundtvigs Venner, som hans Med
a lum n e r Hersleb og S ibbern , va r med den største
Deltagelse stadige V idner til hans Sygdom; Molbech
sk river (i et Brev til F ru Steensen Leth paa Egelykke
af 2% 1811): »Jeg h a r set den Æ d le, som jeg elsker
og agter saa højt, i den sørgeligste T ilstand, hvori jeg
h a r set noget Menneske; og jeg ved kun een Begiven
hed i m it Liv, der h a r v irket saa stæ rk t og voldsom t
paa mig som den Skæbne, der ramm ede m in Ven,
som jeg altid h a r e rkend t for saa langt over mig i
Kraft, at jeg m aatte gyse ved at se en saadan N a tu r
saaledes bøjet«. Tilsidst ledsagede S ibbern den syge