125 / 205
121
alumner paa kollegiet, kom en alumne ind og fandt WC-gulvet
oversvømmet, og smed træristen paa det for ikke at faa vaade fødder.
Da den næste gæst paa WC saa dette, for han øjeblikkelig ud i
protokollen med en harmdirrende artikel, og der stod nu en ugelang
strid i protokollen om denne begivenhed.
Endelig fandtes der paa læsestuen et yderst beskedent haand-
bibliotek. En velynder forærede os en gang 50 kr. til biblioteket, og vi
vedtog ogsaa at anskaffe et eller andet værk, men derved blev det og-
saa. Jeg tænker, at de 50 kr. er gaaet ind i det almindelige budget.
Jeg var inspektor leet. paa et tidspunkt, hvor det næsten var
umuligt at fremskaffe brændsel. Jeg tror, læsestuen havde faaet til
delt 6 hl for hele vinteren. Da en alumneplads blev ledig, besluttede
jeg midlertidig at flytte læsestuen op paa det tomme værelse, der
naturligvis krævede meget mindre brændsel, men derover blev der
stor opstandelse, ikke mindst, da det oplystes, at et teater havde
ringet for at tilbyde os billetter, og ingen havde hørt det. Telefonen
var jo ikke flyttet. Jeg nedlagde saa mit embede, og da en ny in
spektor var valgt, forlod jeg generalforsamlingen, hvorefter denne,
skønt der intet derom var optaget paa dagsordenen, idømte mig en
bøde for egenmægtigt at have flyttet læsestuen. Min efterfølger,
Klinkby, der besad en suveræn foragt for alt, hvad der efter hans
opfattelse var meningsløst, og som havde intelligens og karakter nok
til at kunne tillade sig en saadan luksus, sagde bagefter til mig:
»Den bøde skal du selvfølgelig ikke betale,« og han refunderede
mig endogsaa et beløb, jeg havde lagt ud. for læsestuen. Jeg var
dengang blevet kandidat og saaledes betydeligt bedre stillet ind
mine kammerater. Klinkby besad en stor bogsamling. Jeg kan endnu
se ham ifærd med at flytte til et andet værelse paa kollegiet. Alle
hans bøger var spredt rundt om paa gulvet, og ud over det hele
havde han væltet en kande vand. Da der var rindende vand paa
alle værelser, ved jeg ikke, hvad han overhovedet skulde med en
kande vand. Mens jeg er ved ham, maa jeg fortælle endnu et træk
om ham. Elan studerede tysk og havde en del omgang med nogle
tyskere, der ustandselig telefonerede til ham. En dag gik han op og
ned ad gulvet paa sit værelse og læste højt. En alumne drejede
nøglen, der sad udvendig, om, og en anden gik ned i læsestuen og
raabte: »Klinkby. Telefon«. Klinkby tog i døren, kunde ikke faa