Previous Page  129 / 205 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 129 / 205 Next Page
Page Background

sige, at hans kammeratskab var, som det burde være, men fordi

han havde flere talenter, der var værdifulde ved de selskabelige

sammenkomster. Han sang smukt og var altid v illig til at synge,

naar vi bad ham, og det var ham, der ved et sold havde forvandlet

læsestuen til en gammel klostercelle, jfr. billedet.

Til Valkendorfs kollegium er Islændere, Færinger, stifterens eller

andres slægtninge eller hvad tænkes kan, ikke privilegerede. Og

ingen af os tvivlede om, at Eforen kun indstillede den, han ansaa

for mest kvalificeret, og saadan maa det jo være endnu. Nogle af

alumnerne havde Kommunitetsstipendiet, men det er yderst beske­

dent, hvad der er knyttet til selve kollegiet af legater. Det er jo ikke

mærkeligt. Universitetets eksaminer hedder stadig embedseksaminer,

de fleste studenter bliver einbedsmænd, og embedsinænd, der med

glæde og taknemmelighed tænker paa kollegietiden, har ikke raacl

til at omsætte disse følelser i legater. Men skulde en gammel alumne,

der har valgt det frie erhverv, og har haft held i dette, trods ind­

ledningen læse mit bidrag, kunde han inaaske faa lyst til at give

sin taknemmelighed et synligt udtryk. Saa var det ikke overflødigt,

at jeg skrev dette.

JENS W ILH E LM K L IN KBY

1918—23.

At skrive om Fortiden er som at tage Honning ud af en Bikube.

Hvordan skal man klare sig i Sværmen af Bierne uden- at bedøve

dem? Saaledes synes mange af de Minder, der i ens Fantasi er

mangfoldige og levende, at blive døde og glansløse, naar de fæstes

til Papiret; men maaske hjælper det, naar man skriver for et Publi­

kum, der selv kan forlene det ufuldkomment gengivne og mere eller

mindre tilfældigt udvalgte med Oplevelsens indre Liv og fuldstæn­

diggøre det med. sine egne Erfaringer.

Da jeg for en Snes Aar siden gjorde min Entré paa Valkendorfs

Kollegium, var jeg overanstrengt og kunde i lange Perioder Nat

efter Nat søvnløst vælte mig paa min Seng, mens jeg følte, hvad

Chesterton i en af sine aandrige og opfindsomme Detektivhistorier

saa træffende kalder »that hideous clarity of insomnia«. Kollegiet blev