133 / 205
129
denskrigens Tid og var et
karakteristisk Udtryk for de
tysk- og fransktalende Svejts
eres nære nationale For
ening.
Worsøe-Schrnidt havde en
Tid faaet en Kusine af sig,
der var Gymnastiklærerinde,
til at undervise i Dans paa
Kollegiet, og en Del Baller
var der ogsaa; men den
egentlige valkendorfske Fest
form var dog Soldet.
Man begyndte altid med
at vælge en »magister bi-
bendi«, der havde sit Sæde for
Enden af det lange Bord og
med Øseskeen i Haanden
overtog Administrationen af
Punsjebollen. Ofte var ved
kommende en af de fremtræ
dende Exalumner, der stadig
kom til Festerne. En vis Autoritet kunde maaske ogsaa paa For-
haand synes nødvendig; det gik nemlig ofte hedt til, som naar et
Par Alumner begyndte at hoppe rundt paa Bordet mellem de halv
tomme Glas. Endnu vigtigere var det imidlertid, at vedkommende
havde Hittepaasomhed (Autoriteten brugte man nemlig af Princip
ikke). Saa slemme var vi egentlig heller ikke. Den omtalte Hoppe
dans var vistnok mest et Udtryk for Vanskeligheden ved paa anden
Maade Aftenen igennem at divertere vore kære medsammensvorne.
Sangbøgerne spillede ved Underholdningen en stor Rolle, og de,
der var godt skaarne for Tungebaandet, plejede ikke at stille deres
Lys under en Skæppe. Hvem husker ikke den bredt veltalende Hart
vig Jacobsen, den sokratiske Himmelstrup, den knivskarpe Logiker
og Erkendelsesteoretiker Jørgensen, nuværende Professor i Filosofi,
hvem Myten uløseligt forbandt med en mystisk Rumæner, der under
Valkendorfs Kollegium
9