138 / 205
1 34
Forklejnelse husker jeg da ogsaa eii lille Sang, han for Lejligheden
skrev og formentlig har sunget med Befrielse. Den begyndte saa-
ledes: Nu snart er denne Aften g a a ’t og Talerne er overstaa’t osv.
Festen beredte iøvrigt hele Kollegiet Vanskeligheder og Over
vejelser. Man ønskede, at der skulde skrives en Sang til Æ re for
den afgaaende Efor; men vi manglede D igtere; tilsidst var der dog
en Del gode Hoveder, der fik stablet et lille Epos paa Benene, hvori
skildres den bestaaende Digternød, men hvor Emnet trods alt selv
skaber et Indhold. Sangen gjorde Lykke. Ved samme Lejlighed blev
vi ogsaa i Stand til at overrække Professoren som et Minde et
Maleri af Kollegiet. Vi h ar maaske nok ikke været store Kunst
kendere, og Billedet blev malet af en Amatør og havde vist sine
Brist (jeg h a r senere hørt noget om, at Træerne i Haven var lovlig
grønne i Betragtning af, at der var Lys i flere Vinduer), men Viljen
var i hvert Fald god.
Resultatet af alle Bestræbelser kan passende sammenfattes i en
pudsig Bemærkning af Prof. Rovsing nogle Dage senere til Inspek
tor collegii, da Professoren omgaaende havde forhandlet med Kom
munen om en Grund paa Fælleden. Den lød saaledes: Nu kan I jo
saa godt faa Prof. Jacobsen tilbage med Billede og det hele.
I Krigens Spor fulgte som nævnt Dyrtiden, og den kunde ikke
undgaa at sætte sit P ræg paa Kollegielivet (som iøvrigt overalt i
Landet) og gjorde vel nok Levesættet noget mere spartansk end i
andre Perioder. Et stort Gode havde Studenterne jo i deres egne
Køkkener, og der var adskillige, der selv tilberedte Hovedparten af
deres Mad; men selv om Fru Konstantins Kogebog for Pebersvende
var en god Hjælp, kan det ikke nægtes, at Spisesedlen tidt var
meget ensformig.
Og selv om Studenten i Almindelighed ejer lidt af Gods og
Guld. og tidt har borget sin bedste Frakke, saa er det dog rimeligvis
kun i vor Tid, at Kollegiealumnerne i en Periode klædte sig i Khaki,
en Art gult Maskintøj syet i Form omtrent som Budeuniformer. Jeg
husker en Tur til Furesøen, hvor vi havde Damer med, og hvor ad
skillige Studenter mødte i dette Kustyme.
Ingen Dyrtid kunde imidlertid knægte Studenterhumøret, og midt
i al Tristheden og det daglige Slid (thi de fleste af os var flittige),