140 / 205
(
tidens Problemer, der drages frem. N aar man efter Festen i den
lune Sommernat skilles fra de gamle Kammerater, er det med en
Tak i H jertet over ved Skæbnens Gunst at være kommen til at til
høre dette lykkelige Samfund. Maatte Kollegiet, som det er, og Sam
fundet af de gamle Valkendorfianere længe bestaa.
136
E. DIGE
(1922—26).
Da jeg flyttede ind paa Kollegiet i Begyndelsen af September
1922 fik jeg, midlertidigt, anvist Nordværelset Nr. 15 paa 2. Sal,
og den første, jeg mødte paa Gangen, var en ældre Medalumne,
som vandrede frem og tilbage, tankefuldt spisende af en Tallerken
Havregrød. Det var Genboen paa Nr. 13, Jens Wilhelm Klinkby.
Ganske ukendt som jeg var med Kollegieliv i Almindelighed og
paa Valkendorfs Kollegium i Særdeleshed var min første Tanke,
at dette maaske var et almindeligt Træk af Kollegielivet, og at
jeg selv maaske i den kommende Tid vilde finde mig til Rette med
en lignende Form for Indtagelsen af Maaltiderne. Det viste sig
snart, at denne første Iagttagelse var mere betegnende for Klinkbys
Personlighed end for Kollegiets Skik og Brug. Men jeg har altid
senere betragtet dette første Møde med Klinkby som et godt Forvar
sel ved min Indtræden i Kollegielivet. Han var aaben til alle Sider,
en fuldblods Idealist, asketisk i materielle Livsvaner — hans Næring
bestod alt overvejende af Havregrød, Kakao og Brød, naar det gik
højt tillige af en Bøf, tillavet af for 25 Øre hakket Kød — og liden
skabeligt interesseret i Tidens literære og kulturelle Spørgsmaal.
Han havde kort sagt mange af de Egenskaber, som man plejer
særligt at tillægge Studenter, han var studentikos.
Jeg havde sat mig for i de første Maaneder efter Indflytningen
at ofre al den Tid, jeg kunde, for hurtigst muligt at lære mine
Medalumner at kende og komme ind i Livet paa Kollegiet, og min
Erindring om mange af dem, der boede der paa den Tid, er derfor
særlig skarp.
Kollegiets Beboere tegnede sig for mig i to Fløje,
ingenlunde
skarpt adskilt, tværtimod forbundne i ret jævn Overgang, men dog