120 / 205
116
var proper, hun kogte saaledes en Gang et Lægetermometer for
Brevskriveren, saa stærkt, at det sprang i mange Stykker. Og dertil
var hun dybt fortørnet over, at det lille Redskab ikke holdt til
sligt. —
Influenza. — Alle syge. Alange paa Kollegiet. Nogle, der er
halvraske, gaar og ser til de Syge. — Alange, mange dør, men
ingen fra Valkendorf. — Professor Maar utrættelig, kommer listende
med sin Paraply, nikker venligt hen til Divanen, hvor man ligger
og gø’r. Ordinerer Kinadekokt og lader sig bevæge til ogsaa at
ordinere lidt Portvin. — Denne Aland synes at forstaa alt muligt.
Alan kan tale med ham ganske som med en Kammerat. Han vandt
hele min Fortrolighed og forstod at stille sig paa lige Fod med een
og anden, der kunde have nok at slaas med.
Op igen. Benene
vil
ikke lystre. — Ned for at indtegnes til Examen.
De
er
alle sammen saa tynde og ganske blege. Alen hvor er
den
og hvor
den,
og
den
— alle de gladeste?
Tal ganske sagte om dem. De kvaltes i Fxpectorat ude paa det
eller det Hospital. Der blev gjort
alt.
Alen de
kunde
ikke klare den
Spanske. — Aa nej. Ja nu skal vi snart i Gang med den Skriftlige.
Kræfterne kommer for hver Dag. Nu kan man
løbe
igen. — Der er
bare noget inde i Hovedet et Sted, som tit gør ondt. Det gaar vel
over. —
Kammeraterne? Se paa Billederne. Der er
ingen
af dem, som
Brevskriveren ikke mindes med Taknemmelighed. —
Han husker Hartvig Jacobsens Uforfærdethed overfor allehaande
Problemer, haandgribelige og uhaandgribelige —, hans herlige Taler
uden Antydning af Punktum, men med talrige Steder, hvor Stem
men steg ganske lidt, Ansigtet dækkedes af et let diabolsk Smil
og en virkeligt elegant ført Klinge boredes ind i eet eller andet
eller een eller anden, som
maatte
føle sig, og virkeligt ogsaa helst
skulde
føle sig beæret over at blive spiddet af denne unge Verdens
mand, der havde Idealitet bag alt, hvad han gik i Gang med.
Himmelstrup, se Billedet foran Skrivebordet, med Vinduet, bag
hvilket de vuggende Grene viste grønt i alle Nuancer. —
Grønt — siger een eller anden tysk Digter — er Stilhedens og den
eensomme Vandrers Farve. Brevskriveren maatte ofte tænke, at
Himmelstrup var Jurist, fordi han virkeligt hungrede efter Retfær