ValkendorfsKollegiumEfter1865

111

naar vi mødes. Og det er Valkendorf, der binder, saadan som vi

mindes det, naar Guldregnen blomstrede, eller Træerne stod dri

vende fulde af Blomstersne eller — lige saa smukt — af Vinterens

hvide Krystaller, eller naar vi i de stille Stuer med Sommerens Sol

og Skygge eller Vinteraftenens buldrende Kakkelovn saa ved Lam

pen Musernes Dans.

G. R ING

1 9 1 4 — 19.

Kære Gøtzsche. Tak for D it venlige Brev med Opfordring til at

bidrage lidt til Oplysninger angaaende Kollegietiden.

Den, der skriver dette, kan sikkert bedre fotografere end skrive.

Han har derfor samlet nogle gamle Plader sammen, tagne dels

af C. J. Olesen og dels af ham selv. Maaske kan eet eller andet

af Aftrykkene løse et Memoreringsspørgsmaal for een eller anden

eller saa *).

Afsenderen føler sig iøvrigt slet ikke gammel, men maa indrømme,

at alt dette, som Billederne v ise r,

er meget længe siden.

Hans eget Liv synes ham egentlig først heelt begyndt for et Par

Aar tilbage. Det gik da endeligt op for ham, at han ikke selv kunde

klare eller bære noget af alt det, der truede med at overvælde hans

Sind, men havde Lov til at overgive det til Gud ogsaa rent praktisk

til Afgørelse af konkrete Spørgsmaal, idet han gik ind for at tage

Konsekvenserne.

Siden har alting faaet et nyt Lys over sig. Brevskriveren er ikke

bleven et bedre Menneske, snarere seer han mere og mere klart, hvor

meget der er, der hindrer

ham

i at blive som dem, der seer Gud.

Men hans Syn paa andre, paa

deres

Muligheder og paa hans

egne Pligter er fundamentalt forandret. Han har oplevet noget af

Glæden ved at vide sig ganske afhængig af Gud, og mange Gange

set andre opleve at finde den samme Glæde, i disse Aar.

Det er ham ikke muligt heelt at lade være med at føle Sorg over,

at Uærlighed og Fejghed hindrede ham i allerede, da han var

Alumne paa det herlige Kollegium, at være den Hjælper, han

skulde

*) Billederne beror paa Kollegiet. ^