111 / 205
kollegium ned og lade det indgaa som et underordnet afsnit i en
ny stor regens, som skulde bygges paa grunden. Alumnerne indbød
ham til den aarlige fest. De angreb ikke den store mand synder
ligt, dels fordi man var klar over, at dommen var fældet, saa der
var ikke noget at gøre, dels fordi han altsaa var en meget stor
mand, og dels endelig fordi han jo var deres gæst. Men de sagde
lidt om, hvad kollegiet betød for dem. Nogle af dem talte endogsaa
godt, maaske fordi de følte, at det var sidste gang, de kom til at
tale for kollegiet. Næste dag kunde man læse i aviserne, at planen
om kollegiets nedrivning var opgivet. Saa stærk var altsaa den
stemning, som i den lille læsestue, hvor festen holdtes, slog den
store mand imøde. Jeg har ofte søgt at sætte mig ind i, hvad han
egentlig har følt. Han var ikke vant til at blive sagt imod, og paa
forhaand maatte man vente, at modstand snarest vilde ægge ham
til trods. Men han maa vel have mærket lidt af det, som sidder i
os gamle Valkendorfianere, noget, der er udgaaet fra stedet dér
og ikke kunde udgaa fra noget andet sted, noget, der har gravet
sig ind i sjælen og dér bestadig udøver sin indflydelse, noget, som
han kunde tilintetgøre, hvis han endelig vilde, men som han ikke
med al sin magt kunde erstatte.
Nu forlanger De af os gamle alumner, at vi skal gaa paa spo
ret efter den tabte tid. Hvad skulde vi kunne finde ved at følge det
spor? Anekdoter, som ikke fortæller andre andet, end at vi var
nogle gemytlige unge mennesker, men som for os selv er en ejen
dommelig verden af stemninger, hvorfra usynlige traade fører ned
til det liv, vi lever den dag i dag. Oplevelser, der nu kun er fortid,
men som hører til i en tid, da vi selv levede i nuet og fremtiden.
Bevidstheden om, at vi var unge engang og ikke er det mere.
De ser altsaa, at jeg ikke egner mig til historieskriver paa dette
omraade; men hvis De har lyst til at trykke dette brev som et ud
tryk for, hvad Valkendorfs kollegium kunde være for alumner fra
før verdenskrigen, maa De gerne.