116 / 205
112
have været, eller den gode Kammerat, han maaske
kunde
være
blevet.
Som det var, blev det nærmest kun til ikke heelt oprigtig Kritik
og noget pedantisk Ikkeforstaaen af
dem,
der ikke fulgte den Op
træden, han i Følge sin Opdragelse maatte finde korrekt og
antagelig.
Egentlig begynder han da dette Brev med at bede D ig og hvem,
der ellers maatte læse dette, om Tilgivelse, fordi han kun formaaede
at være en Farisæer, idet han stolede paa sig selv.
Skulde
nogen
af Eder ønske at høre mere derom, især om det
mærkelige Liv i Nuét, han nu fører, vil han. gerne tage over og
fortsélle om det til en enkelt, ikke til en Flok. „ >
En meget fattig Student. Faderen død, Moderen, en mærkeligt
rigt udrustet, kristen Personlighed, der sled i det med Pensionat
for at hjælpe denne meget lidt maalbevidste Student fremad paa
den medicinske Bane. — Ære være hendes Minde. Afsenderen erin
drer som et Lyspunkt i alt det, han hellere glemte, at han flere
Gange ogsaa i Medalumnernes Kreds havde Lejlighed til i Ærbø
dighed og Kærlighed at tale om sin bortdragne Fader, men især om
Moderen, der altid havde betydet saa meget for ham, og som — det
følte han sikkert — forstod ham og tilgav ham saa ganske uden
Ord, men med en Moders Kærlighed og Trofasthed.
Ansøgninger med deprimerende Fattigdomsvidnesbyrd skriftligt ud
færdigede og bevidnede. —
Ventetid. Opslag paa lange Gange med visdomsgraa Farve og
hastige Trin bagved een. Ængstelighed for at vise sig paa saa op
højede Steder.
Overraskende Klarhed over, at man var udnævnt til Alumne.
Berettiget Tvivl om denne Afgørelses Retfærdighed. —
Naa ja, saa en Dag ud for at takke Eforen.
Kastanietræer op forbi Vinduerne. En Trappe med et mere støbt
end smedet Fantasigelænder og med støvet og temmelig fornem
Lugt. Fjern Klokke. Høje Døre af Mahognitræ. Venlig Stuepigs
med Kappe. Vente i et fantastisk kedeligt Værelse med nogle Kobber
stik samt Bøger i lyseblaat Kardus, og med Papirer ovenpaa Skabet?
— Egetræ, lyst, lidt tungt i det. Et stort Dameportræt, en Afdød?