117 / 205
1 1 3
Saa kom en høj venlig Mand i Diplomat. Han syntes næsten lidt
mere forlegen end een selv, hvis saadant kan tænkes.
Hans Pande var saa høj, at den næsten var sørgmodig. Meget
smukke, gode Øjne plirende bag Brilleglas. En smuk dyb lidt tobaks-
paavirket Stemme. — Venlighed og
Nænsomhed
i alt det, han sagde
— Han maa nok have kunnet det udenad. — Det gik ret hurtigt. -—
Der
var
noget med ganske absolut utilladelige Damebesøg paa
Kollegiet, som det saa ganske øjensynligt var pinligt for denne
Mand at sige, men som
skulde
siges. — Man saa, at denne Diplo
matfrakkemand med det store Skæg og det følsomme, men beher
skede Ansigt, var en Gentleman.
Fik straks uafrystelig Respekt for ham, saa, at han havde smaa
Ejendommeligheder, som
de
faar, der ikke har ret mange om sig
hjemme, og at denne Mand var ubegrænset Hengivenhed værd.
Lidt Habengut paa en Trækvogn.
Det
var snart stillet paa Plads
i et stort skummelt Værelse med visdomsgrønne oliemalede Vægge
og Stammer udenfor, sorte, Pæretræ.
Det maa vist have været paa første eller anden Sal. Næsten hele
Tiden nogle, der buldrede op og ned ad Trappen, senere miste
des Evnen til at høre denne Lyd.
Venlige ældre Medalumner, ganske kort Tid senere, nogle der
var yngre. — Saa
var
man der. —
Fester. Dem skal andre beskrive. Det allersmukkeste ved Fester
paa et Kollegium er altid Morgenen, naar de fleste er gaaede til
Ro, og Solen staar op, og man gaar en Tur ned til Langebro,
forbi de faa.
Er det Heine, der bruger Udtrykket »im leuchtenden Sommer
morgen«, det rammer. Træerne lyser om Morgenen, og Morgenvin
den køler Nattens Hede saa herligt som intet andet. Paa Raadhus-
pladsen var der røde Kastanieblomster i saadanne Forsommermorge
ner. Der var endnu en Del Hestevogne og kun ret faa Automobiler.
Sporvognene var omtrent som nu: store skrigende Larver med Klok
ker og blinde Øjne. De var meget vaagne.
Krigen. —
Hver Aften hen paa Berlingske Central paa Raadhuspladsen for
at høre »Nu begynder Oplæsningen af Berlingske Telefonavis«.
Valkendorfs Kollegium
8