ValkendorfsKollegiumEfter1865

108

CARL LU N D

(1913— 18).

1 min Dagbog for 30. Oktober 1913 i mit andet Studenteraar

har jeg noteret: »Forleden kom Professor Jacobsen hen til mig i

Universitetsporten: »Vil De gerne have Valkendorf?« »Ja.« »Saa

kan jeg meddele Dem ganske privat, at jeg agter at indstille Dem,

da jeg anser Dem for bedst kvalificeret. Der er ellers mange ud

mærkede Ansøgninger, saa at man baade bliver glad over saa mange

dygtige Teologer og ked af kun at kunne uddele en — maaske to —

Alumnepladser.«

Saa mange var Ordene. Det kunde synes ubeskedent at anføre

dem, men dels skal de være til Ære for Kollegiet, der var og er en

fornem akademisk Institution, og dels virker de paa mig snarere

beskæmmende. For det er jo blevet smaat nok med den teologiske

Indsats. Den har kun ytret sig i al Beskedenhed som et Islæt i

Præstegerningen. Men det er ikke Valkendorfs Skyld, naar det ikke

blev til mere. 26. Novbr. s. A. blev jeg udnævnt til Alumne for

4 Aar. Og det blev 4 gode Studieaar i udvortes Ro og Fred. For

saa vidt vort lille Land angaar, for ellers var der jo Ufred nok i

Verden. I Sommerferien 1914 saa jeg sidst i Juli en lille tysk Flaade-

afdeling med Kejser Vilhelm om Bord stævne for fuld Damp ned

igennem Læsø Rende paa Hjemvejen fra et hastigt afbrudt Besøg

i Norge, og da jeg ca. 1. September vendte tilbage til Kollegiet,

var det de allerfedeste Typer, der dominerede Aviserne paa Læse

stuens Bord. Men trods Kanontordenen gennem de 4 lange Krigsaaf

blev der jo Læsero for danske Studenter. Nogle af os kunde have

ønsket — under andre Forhold — at have besøgt fremmede Univer

siteter Syd paa, men vi maatte alle blive hjemme og være glade til.

Nogen større Gene af Krigen følte vi Studenter ikke. Vi fik vore

Petroleumskort, Brød-, Sukker- og Smørkort saavel som vort Maksi

malflæsk. Det var jo til at komme over, at Vandet i nogen Grad

blev rationeret, saa Inspector loci efter højere Ordre saa sig nød

saget til at paabyde, at der kun maatte trækkes og slippes i ringe

Udstrækning. Det lod sig jo ogsaa bære, at rygelig Tobak efter-

haanden blev vanskelig at opspore. Vi led ingen Nød. Naar Kam

meraten fra Bondegaarden fik sin Sending af Sul og andre gode