110 / 205
106
megen fornøjelse, at vi var nærmest ligeglade, da vi 5 minutter over
12 dog tabte ved lodtrækningen.
Saadan i referat er der jo ikke saa forskrækkelig meget ved det;
man kan ikke faa andte til at more sig over det. Men nogle af dem,
der var med, vil have en erindring om noget herligt, skabt af ste
dets atmosfære, noget som bliver myte. Maaske er det meste af detj
der fylder ens sind ved erindringen om kollegietiden, i virkeligheden
myte. I min tid fortaltes der jævnligt og under stor moro en histo
rie, der ganske bestemt var passeret for ikke saa længe siden; man
havde midt om natten i en blid regn baaret en af alumnerne, en
nuværende højtanset universitetsprofessor, ned i haven, med seng
og det hele, uden at han vaagnede, og ladet ham staa der. Forleden
traf jeg en mand, som meget godt kendte historien, men med urokke
lig sikkerhed henførte den til en anden person, en nu afdød, paa
kollegiet saare kendt sprogforsker. Maaske er der i virkeligheden
aldrig bleven baaret noget ned i haven i natteregnen; maaske er
det hele et sagn, en myte. Maaske beror den plads, kollegiet ind
tager i ens bevidsthed, paa ganske ukontrollable erindringsforskyd
ninger. Maaske var det hele slet ikke saa herligt, dengang det stod
paa. Mon ikke ogsaa Adam, da han blev gammel, har siddet og
spekuleret paa, om der nu virkelig ogsaa havde været saa dejligt
i Edens have, ja maaske er der lejlighedsvis dukket tvivl op hos
ham, om han overhovedet nogensinde havde været i Edens have,
om ikke det hele var en myte, en drøm, en fantasi. Shelley siger et
sted om den forgangne tid:
As the voice of a dear friend dead
is time long past.
Da Shelley skrev det, var grammofon og stemmearkiv endnu ikke
opfundet, og en kær afdød vens stemme var noget højst uvirkeligt.
Men saadan var altsaa forgangen tid for ham. Noget som ikke
existerede, som ikke kunde existere, og som dog var en kilde til liv,
som havde existeret engang i en eller anden nu forglemt form, som
gav næring til nutid og fremtid.
Der var engang en rector magnificus — han er død nu, men
han var en stor mand, da han levede — som vilde rive Valkendorfs