105 / 205
101
Mestere i at lave. Men ogsaa indendørs rykkede vi sammen. — og
disse Fællesmaaltider skulde omsider faa storpolitisk Betydning.
Fælleskøkken fandtes ikke, men vi fik fat i en gammel Primus, som
vi ved Hjælp af Syre fik til at skinne; den anbragtes paa Bordet
for Enden af Gangen, og efterhaanden voksede Retternes Antal,
det strakte sig til Bøf (35 Øre hakket Kød, eller en Skive »skært«,
som var dyrere og maatte bankes med Spritflasken), Kotelet (dyp
pet i Æggehvide og Rasp, hvis Æggene var billige), Forloren Skild
padde (som købtes færdiglavet, men helst skulde have en Tilsæt
ning af Rom eller Cognak. En enkelt Gang havde den dog faaet
en underlig Bismag, som ikke fortog sig ved en extra Tilsætning.
Det viste sig senere, at der af en Fejltagelse var anvendt Kogesprit;
men da var den gledet ned.), stegte Hjerter m. m. Det gav imidler
tid en udbredt Madlugt, og enkelte Deltagere gav højlydt Udtryk
for deres Mæthed — og det vakte en Del Mishag (Misundelse),
navnlig hos nogle Aalborgensere, der svigtede deres Nationalitet
ved at være Afholdsfolk.
Da nu denne sammenspiste Forsamling søgte at sætte deres
Kandidat igennem som Læsestue-Inspektor, dannede der sig et
endnu større Modparti, som sejrede ved Valget. Det blev en vordsoni
Strid; det urolige Parti (Mindretallet) øvede Sabotage, Aviser fjer
nedes fra Læsestuen, og en Aften besatte man Læsestuen, forsynet
med Mad- og Drikkevarer samt Spillekort, og blokerede Døre og
Vinduer. Omsider faldt man dog til Ro og enedes om en Fælles
kandidat.
Ved denne Lejlighed kom man paa en mindre behagelig Maade
i Berøring med Myndighederne: Portneren og Eforen. Portneren
hed Herr, og han (eller rettere hans Kone) var besværet over den
megen Opvask og klagede til Eforen, P. Madsen, som fik det Ind
tryk, at Alumnerne kun interesserede sig for »Potter og Pander«.
I Anledning af Striden udtalte Eforen den udmærkede Regel: Paa
et Kollegium bør man føle sig som Samfundsmenneske. Han inspice
rede for øvrigt sjældent; ved en saadan Lejlighed forfærdedes han
ved at se, at Have-Inspektoren egenmægtigt havde fældet et Træ
(for at skaffe Tennisplads), men denne — »Frederik« kaldtes han
p. Gr. af sine Viser — forsvarede sig med, at »Grenene faldt ned
i Ho’det paa Alumnerne« (o: naar de blev savet a f!); Inspektoren