104 / 205
1 00
Og saa var Valkendorfianersamfundet en — lykkelig — Kends
gerning.
Hermed slutter jeg mine »Erindringer« fra Kollegiet og beken
der, at jeg den Dag i Dag føler, at det var min største Gevinst i
Livets Lotteri, at jeg opnaaede Bolig paa Valkendorf, og dermed
Adgangen til 5 Aars uforglemmeligt Samliv med højt begavede
Studenterkammerater.
K. F. HAFSTRØM
1904—08.
Livet paa et Kollegium vil til en vis Grad forme sig som ellers,
naar Kammerater bor sammen — man kommer sammen, laver Sjov,
slutter Venskaber, nogle »for Livet«, og senere hen i Tiden vil dette
Liv altid staa i en særlig Glans. Og dog vil den, der har været rig
tig med, finde, at hans Tid havde noget særligt; Livet betinges af
forskellige ydre Omstændigheder og af de forskellige Mennesker.
Fælles for alle Alumner er »Fattigdommen« — og det var da
ofte — sidst paa Maaneden — umuligt at laane 10 Øre til et F ri
mærke (sidste Nødhjælp var Portneren!) — og dog trykkedes vist
nok ingen af Nød — der var jo Understøttelser (betinget af »Flids
attester« fra Forelæsninger. De kunde være vanskelige at frem
skaffe — man kunde jo ikke faa Flidsattest for sit Hjemmearbejde).
Og »den lille Laanekasse« kunde bringe over det døde Punkt, navn
lig naar man kunde disponere over mere velhavende Kammeraters
Andel. De velmente Linier fra en Festsang:
Og skulde jeg mindes herinde,
naar mine Dage er talt,
da ønsker jeg dette Minde:
Han skyldte Kollegiet alt —
blev af slette Mennesker opfattet som en Hentydning til dette For
hold.
Naturligvis kom man sammen og drøftede — og spiste. Om
Sommeren i Haven — Morgenkaffe, Frokost (Æg, spejlet eller blød
kogt, med eller uden Ansjos eller »skin- og benfri«). Kaffe var vi