ValkendorfsKollegiumEfter1865

H. HELWEG

(1908— 11).

Kære festskriftredaktør og kollegiekammerat. De rykker mig for

et bidrag til festskriftet for Valkendorfs kollegium. De ignorerer

elskværdigt den kendsgerning, at jeg har ladet Deres første hen

vendelse uænset og beder mig nu sætte pen til papiret.

Det, De beder om, er vanskeligt, meget vanskeligt. Livet paa

Valkendorfs kollegium er en ø i ens tilværelse, en nu næsten sagn

agtig ø, og man erindrer den nærmest, som jeg kan tænke mig, at

Adam, da han sad som en udslidt olding og funderede, tænkte til

bage paa sine morgenspadsereture i Edens have. Jeg har forsøgt

at gaa ind i St. Pederstræde og kigge ind gennem porten. Vi kaldte

den i min tid for »porten«, og det gør man muligvis endnu. Faktisk

er det jo kun en almindelig dør i et grimt, skiddengraat planke

værk. Jeg gik endogsaa saa vidt, at jeg ubemærket listede om i bag

haven, ja helt ind paa gangene. Uden at møde nogen slap jeg igen

ud gennem den port, der lukker for et livsafsnit.

Vi sad en sommerdag og spiste frokost under ahornen i forhaven,

fem, seks frie og fattige studenter, som havde spejlet sig et par æg

og smurt sig et par skiver rugbrød; dertil en bajer fra købmanden

lige overfor paa hjørnet. Der var een, der sagde: Er I klare over,

at saa godt faar vi det aldrig mere i livet? — Ingen sagde ham

imod, og han havde ogsaa ret. Et par af kredsen er senere bleven

matadorer i samfundet, et par er døde og een ved jeg ikke noget om

Men der er ganske sikkert ingen af dem, der nogensinde er bleven

lykkeligere, end de var den sommerdag.

Saadan noget kan man ikke skrive om. Jeg kunde jo nok for

tælle episoder, som een og anden vilde nikke genkendende til. Som

f. eks. dengang vi skulde vælge inspector collegii, og partierne var

delt saadan, at 10 af de daværende 19 beboere hørte til eet parti,

medens det parti, jeg tilhørte, kun mønstrede 9. Een af modpartiet

stod netop ved afslutningen af sin kollegietid. Kunde generalfor

samlingen trækkes ud til midnat, vilde hans tid være udløben, han

vilde ikke have stemmeret mere, og vi vilde i den ellers haabløse

valgsituation have chancen ved en lodtrækning. De endeløse diskus

sionsindlæg, som denne obstruktionspolitik affødte, skaffede os saa

1 05