161 / 205
157
H. M. Sørensen, hvis han ikke saa hovedkulds var blevet forfremmet
fra ung o g a f de fleste ukendt Alumne til Kollegiets øverste Embeds
mand o g Repræsentant overfor Eforen, kunde være blevet en ud
mærket inspector med lang o g fredelig »Regeringstid«. H. M. S.
var nemlig i Stand til at være elskværdig, kunde synge, havde før
boet paa K ollegium o g kastede for Resten senere G lans over K ol
legiet ved at erhverve en Guldmedalje for en fransk filologisk
Afhandling.
Trods sin korte Anciennitet blev H. M. S. valgt (med tilsvarende
Majoritet som Jonassen det foregaaende A a r), men i Modsætning
til dengang blev der allerede paa Valgaftenen af Stillerne og senere
af hele Kredsen omkring den nye i. c. vist Uvenlighed mod den
ikke valgte, ja det lykkedes endog at forvandle Tjørnehøj, der som
nævnt havde været Stiller, til en af mine voldsomste Modstandere.
Det kom som en meget stor Overraskelse for mig, da der i Efter-
aaret 1933 fra en Række af H. M. Sørensens fhv. ivrige Tilhængere
blev rettet O p fo rd rin g til m ig om at lade m ig opstille som Kandidat
paa E fteraarsgeneralforsam lingen.
Ved Afstemningen stod H. M . Sørensens og mine Stemmer lige,
og der fandtes ingen anden Udvej end Lodtrækning, hvor mit Navn
blev udtrukket. Harmen var grænseløs hos H. M. Sørensens Parti,
og der blev kort efter forlangt ekstraordinær Generalforsamling.
Der foregik i Tiden indtil dette V a lg en meget ivrig Agitation over
for mine Væ lgere, men det lykkedes ikke at fremskaffe det Flertal,
som skulde til for at vælte den valgte i. c. paa en ekstraordinær
Generalforsam ling: Stemmerne stod atter lige. H. M. S. trak sin
Kandidatur tilbage, hvad han formentlig ogsaa var nødsaget til,
og udtalte n ogle gode Ønsker om Fred og Fordragelighed paa
Kollegiet. Jeg tør ikke tro andet, end at han mente det ærligt med
disse gode Ønsker, men de fleste af hans Tilhængere vilde det
anderledes. Skønt der paa T jørnehøjs og mit Initiativ blev ved
taget en Fravigelse fra Værelsesordningen til Fordel for den af-
gaaede Inspector, o g det nye »R egeringsparti« saaledes straks havde
vist sin Fredsvilje, var Oppositionen utrættelig i sine Bestræbelser
for at drive m ig bort fra min Post.
De to Partier kaldte Modparten »P add er« og sig selv »Anti-
padder«, saaledes at dette Tidsrum, hvis man vilde prøve at betragte