157 / 205
153
Uden Komitéen er en Revy umulig. Den vælges ved Lfteraars-
generalforsam lingen. Man vilde imidlertid gaa Sandheden for nær,
hvis man paastod, at de valgte viser nogen overstrømmende Glæde
over den T illid, deres Medalumner viser dem; kun modstræbende
gaar de ind paa at lade sig vælge. Læsestueinspektor er tvun
gent Medlem, men hævder altid, at hans Arbejde kun er rent
teknisk, d. v. s. bestaar i at fæste til Papiret de hasarderede Vittig
heder, Vitser o g Neuruppinere, som de andre Medlemmer spredt
omkring paa Stole og Sofaer siger i deres udmattede Tilstand.
Udmattelsen forklares ved, at man paa Læsestuens Regning har
indtaget et solidt M aaltid, hovedsagelig bestaaende af Flødeskums
kager, og derefter har snakket om andre Ting hele Aftenen, og naar
det sene Tidspunkt, da man begynder at tænke paa Arbejdet, er
kommet, kun har det Ønske at komme i Seng snarest muligt. Hvad
der saaledes kommer ind, suppleres af B idrag fra Alumner; disse
(altsaa B idragene) er for det meste fiktive Størrelser, det er sjæ l
dent, at nogen Alumne uden for Komitéen har bidraget med mere
end den letteste Form for B idrag, hvorved jeg forstaar en Neu-
ruppiner. N aar Revyen er færdig, bestaar største Delen af D ialogen
da ogsaa af saadanne. N og le af dem er morsomme, men jeg erindrer
i Øjeblikket kun een:
inspektor gaar rundt og te’ser,
at der er Papir paa alle WCer,
og dens skrabrøse Karakter forhindrer den i at blive citeret hoc loco.
Det mærkelige o g i o g for sig uforklarlige Fænomen indtræder
alligevel: Naar Festdagen oprinder, er Revyen for saa vidt færdig,
at Prøverne kan tage deres Begyndelse. Men først maa Scenen
stilles op. Skuepladsen er Læsestuen. Om Formiddagen flokkes de
arbejdsvillige A lumner (et Antal af 2 eller 3) dersteds, flytter
Pulten ud, flytter Reolen o g hænger Tæpper op, og endelig henmod
Aften (naar Ø lflaskerne er fjernet, og der er flere end de arbejds
villige, der drikker 0 1 ) bliver Læsestuen laaset af. Den første (o g
eneste) Prøve stiller store K rav til Suffløren, idet han alene maa
beherske alle Rollerne, o g Skuespillerne kun har at høre efter. Ved
selve Forestillingen faar man Fornøjelse af Replikkerne to Gange,
idet først Suffløren siger dem, og Skuespillerne derefter gentager