152 / 205
148
Den, der ikke har oplevet en Kollegiefest, kan vanskeligt fore
stille sig dens særlige Charme. Skal man bagefter forsøge en Ana
lyse, kommer man ikke uden om den store Rolle, Traditionen her
spiller. Unge, glade og — uden P ral — hjernesnare Studenter kan
vel altid feste sammen med Udbytte; men at samles om Læsestuens
Bord under Christoffer Valkendorfs løvkransde Billede og med Læse
stuen i festlig Belysning, medens Baghaven ved Tennisbanen er illu
mineret, er alligevel noget andet; og hertil kommer, at Festerne
altid afholdtes under hævdvundne Former. Medens man endnu var
ny Alumne, var det spændende at se, hvorledes disse Traditioner
udfolder sig: Inspektors Tale, de særlige valkendorfske Sange, den
gule Punch og Talerne — hvoraf altid en for Klinkby og en for
Kvinden — under magister bibendis myndige Ledelse; senere hen
var dette vokset fast som noget selvfølgeligt, som man kendte og
elskede, og uden hvilket Sammenkomsten for at bruge den gamle
Grækers O rd vilde være »en Fest, der ikke var nogen Fest«. Hemme
ligheden ved det var vel, at disse Former blev os noget uundvær
ligt, som ikke efterhaanden virkede trættende og dagligdags, men
havde sit eget friske Indhold, ligesom man aldrig trættes ved Rug
brød eller ved det daglige Samvær med sin nærmeste Familie.
Min fire-aarige Alumnetid frembød næppe større Begivenheder
af Betydning for Kollegiets Historie. Det, der satte sit Præg, var
det daglige Liv paa Kollegiet med alle dets tusinde Smaabegiven-
heder, som har efterladt Minder, der aldrig visner. At skildre det
for dem, der aldrig h ar oplevet det, vilde være en Opgave, jeg ikke
magter, og at berette derom for Valkendorfianere vilde være over
flødigt. Hvor skal man begynde og ende? Kan det interessere andre
at høre, at min Kærlighed til Chopin skyldes Diges Gengivelse af
hans Valse en bagende hed Sommereftermiddag, eller at Kollegie-
livet medførte Nødvendigheden af at sætte sig ordentlig ind i Tennis
og Svømning (og for Resten ogsaa Mausel), eller at jeg lærte min
Hustru at kende i en Exalumnes Hjem? Næppe!
Men kunde disse Linier tjene til at understrege den Kærlighed,
vi nærer til vort herlige Kollegium, der blev vort andet Hjem, og
den Samhørighed, der bestaar imellem dem, der fik den Lykke at
bo der nogle af deres bedste Aar, og deres Taknemlighed
mod
Kollegiets ædle Stifter, er Formaalet fuldt ud naaet.