148 / 205
144
mig var der en egen Stemning over dette sidste Sold som Alumne
paa Kollegiet, en Stemning som sikkert de fleste Exalumner kender.
Dagen efter flyttede jeg ud. Et rigt Afsnit i mit Liv var af
sluttet. Og ligesom de fleste andre Exalumner h a r jeg siden følt
mig gældbunden. Vi sta ar alle i Gæld til nogen eller noget, som
ikke kan defineres, men som er os tydeligt bevidst, naar vi nævner
Valkendorfs Kollegium.
GUSTAV HELMS
(1922—25).
Aarene 1922—25 fremviser vistnok ingen epokegørende Begiven
heder værd at mindes til sene Tider i Valkendorfs Kollegiums histo
riske Annaler. Ingen Ewald eller Grundtvig var blandt Alumnerne,
ingen skumle Anslag mod Kollegiets Liv kaldte dets Venner til
Vaaben, ingen Blæksprutte-Tegnere hentede Inspirationer dér i de
Dage. Det var set i Historiens Lys ret almindelige Aar, hvor der
i det store og hele blev bestilt noget omkring paa Værelserne, og
hvor Grunden lagdes til de »senere saa berømte« Alumners betyd
ningsfulde Indsats, som nu formenes at være i fuld Gang Landet
over.
Denne Mangel paa Sensationer og den gennemgaaende Elid (der
var
Undtagelser) betød dog ikke, at Tilværelsen paa Valkendorfs
Kollegium nogensinde skulde have tenderet imod det kedelige. En
hver Alumne vil sværge en høj og hellig Ed paa, at netop i de Aar
var den rette kammeratlige Kollegieaand i fuld Blomstring og Ak
tivitet. Vel var Læsestuen mørk og sur — der forhandledes uden
Ophør om dens Modernisering — men den dannede dog den funk
tionalistiske og nu i Mindets Glans ærværdige Ramme saavel om
Dagligdagens Kaffedrikning som om Festernes spraglede Smørre
brød og gyldne Punch. Dér kunde Bølgerne gaa højt i Diskussio
ner baade om mere ordinære Litteratur- og Fodboldproblemer og om
Determinismens og indeterminismens mere evige dito. Dér spilledes
Bordtennis til KL 2 om Natten, dér fyldtes den ene Protokol efter
den anden med uforglemmelige Aandrigheder.
Bedst huskes vel nok Festerne. Et Amatørfotografi — fundet frem