145 / 173
i39
Søens y n d ige B redder, k ryd sed e over til R ydal, D igteren
W ord sw orth s H jem , o g næ ste D a g atter to g videre i
en let K a lesch e.
,
»V e jre t var atter id ag (den 13de A u gu st) herligt, o g
den sidste T id s h y p p ig e R egn har gjort Naturen saa
vidunderlig sk jøn o g frisk som i Foraarstiden, V ellu gt
af nyslaaet H ø o g en D uft a f talrige B lom ster strøm m ede
os im øde.
V i k jørte langs den henrivende
skjønne
W in d erm ere-S ø til A m b lesid e o g R ydalw ater, en ganske
lille S ø, til G rassm ere, n o g e t større end den sidste o g
den sød este a f dem alle, om given a f de yn digste Bjerge,
der bu gn e a f F ru gtbarh ed.
Naar
man har passeret
dette G osen , h v or man kunde øn sk e at b o e o g b y g g e
for stedse, bliver E gn en m ere alvorlig o g vild, B jergene
antage d e m est g rotesk e Form er, V e je n stiger højere o g
højere indtil d et stejle, ø d e B jergpas Dunm ails-Raise,
h vor G ræ ndselinien er m ellem W estm orelan d o g Cum ber-
land.
F o rb i T h irlem on t frem byder V ejen en uendelig
V ariation a f d e sk jøn n este P rospekter, o g paa een G ang
aabner sig for En d et pragtfuldeste S y n : man seer ud
over en frugtbar, udstrakt D al m ed den fortryllende
D erw entw ater til V en stre o g en anden S ø, Bassenthwaite,
lige n ed en for,
b e g g e om givn e a f de m est maleriske
Bjerge.
D erw en tw ater er den stolteste af disse herlige
Søer.
H er va n d red e vi om et Par T im er blandt de
m ageløse B jerge, steg i
en Baad o g roed e til E nden
af Søen.
A ften en var yndig, vi vare b e g g e i stille B e
undring af den henrivende Natur, der her foren ede A lt,
hvad tæ nkes kan a f Skjønt.
A t væ re fri for Jernbaner,
L o k o m o tiv e r o g deres vilde H ylen o g R ø g , at leve saa
aldeles i B esku elsen a f N aturen er N oget, je g ej har
nydt i den G rad, siden vi rejste A lle sam lede i »the
blue M ountains o f Penssylvania« o g m ed B roder i Chester
V alley i sam m e Stat.
Naar vi saa vare trætte, lejrede