114 / 304
søgende ikke behøvede at passere andre Dele af Tøjhusbygningen,
hvor der fandtes Oplag af gangbare Vaaben. Men der var paa
den anden Side paa dette Tidspunkt absolut ikke Tale om at give
offentlig Adgang til Samlingen, og det blev der først mange Aar
senere. Foreløbig var den kun bestemt for de vordende Officerers
Undervisning, selv om C. J. Thomsen maaske nok har
haft sine Tanker om Fremtiden.
løvrigt var Lokalet saa uheldigt som vel mu
ligt! Det udgjorde et næsten kvadradisk Rum
med Sider paa godt 20 Meter. I Østmuren
var der kun eet Vindue, og der kunde ikke
anbringes flere, da den zuberske Tilbyg
ning spærrede den øvrige Væg. Mod
Tøjhusgade og mod Vest fandtes i hver
Væg kun to Vinduer, og den fjerde
endnu ikke rejste Væg ud mod den
øvrige Del af Rustkammersalen vilde
fuldstændig lukke for Tilgang af
Lys herfra.
Det blev overdraget daværende
Kaptajn i Ingeniørkorpset, den senere
saa dygtige Kommandant i Frederi
cia, Lund in g, at udarbejde Planen
til Lokalets Indretning, idet der som
Grundlag gaves ham Oplysning om, at
der langs alle Vægge skulde anbringes
et Galleri som det i den militære Høj
skoles Bibliotek, da man paa denne Maade
vilde vinde en Del Plads.
Lunding gik ikke med Glæde til dette
Arbejde, og da han var færdig med sine Be
regninger, pegede han først og fremmest paa
Lokalets store Mangler. Rustkammerets Gulv og
Bjælkeloft var yderst slet! I Forhold til LokaletsStør
relse burde der være tyve til tredive Vinduer, og der
var kun fem ! Omkostningerne vilde blive ca. 6500 Rbd. Sølv.
og for det Beløb kunde man lige saa godt opføre en hel ny
Bygning, der svarede til sit Formaal. S k u ld e Lokalet anvendes,
foreslog han, at der blev anbragt fire Vinduer ud mod Tøjhus
gade, samt at der blev lagt et Gibsloft, hvad der dog vilde lysne
lidt. løvrigt foreslog han en Tredeling af Lokalet, saa
at der fremkom et Forværelse nærmest Taarntrap-
pen og bag dette et Kabinet med Galleri paa
de tre Sider til Opbevaring af de kostbareste
Vaaben. I det tiloversblevne største Rum
skulde der være Galleri paa. alle fire Sider,
baaret af joniske Søjler og med Opgang
til Galleriet paa den Væg, der vendte
ud mod det kongelige Bibliotek. Rum
met under Gallerierne tænkte han
sig omdannet til Montrer ved An
bringelse af Glasdøre mellem Søj
lerne. Hvad disse dybe Montrer
vilde have været værd i det i For
vejen mørke Lokale, kan enhver nu
begribe, men Datiden var ikke ind
stillet paa museumsmæssige Krav til
Lysforhold.
Adskillig bedre var hans Tanke om
Udnyttelsen af det øvrige Rum i Salen,
idet han her vilde anbringe fritstaa-
ende Geværstativer. løvrigt endte han
sin Skrivelse med at misrekommandere sit
eget Forslag og anbefalede, at man i Stedet
for ganske simpelt skilte det omtalte Lokale
fra Rustkammersalens øvrige Del ved et almin
deligt Træskillerum. I saa Fald kunde det hele
gøres for 300 Rbd.!
Naturligvis bremsede Hauch op mod den store Ud
gift paa 6500 Rbd. Det kunde der slet ikke være Tale om! Han
henstillede til den øvrige Kommission, at der blev tilvejebragt
et Forslag til en Udgift paa c. 1000 Rbd. Dette fremskaffedes
ogsaa, men det strakte jo kun til til kalkede Mure og nogle tar
velige perlemalede spanske Vægge, hvorpaa Vaabnene hængtes.
Disse Vægge tog naturligvis meget Lys, og det maa ikke i disse
Aar have været let at finde noget bekvemt Tidspunkt paa Aar og
Dag, hvor man med Udbytte kunde bese alt i denne ret omfattende
Samling. Det havde været adskillig bedre, om man havde fulgt
Lundings Forslag om fritstaaende Geværstativer, saaledes som
man ved Omordningen i 1870 bar sig ad. Denne sidste Omord
ning fjernede ogsaa Lundings mørknende Bræddeinur
ud til Rustkammersalen, og i dennes Sted rejstes
et Gitter af Officersespontoner og Underofficers-
Kortgeværer (se Billedet Side 342). Denne
udmærkede Idé skyldtes den senere om
talte Rustmester Georg Christensen, og
den af hjalp paa en fiks Maade en af de
største Mangler, der hidtil havde klæbet
ved Samlingen udstillingsmæssigt set.
Det store Arbejde, der nu i de føl
gende fem Aar udførtes for at skabe
et Museum af alle disse Vaaben, der
dels fandtes og dels hjemkaldtes fra
Landets øvrige Tøjhuse, skyldtes
sikkert helt igennem C. J. Thomsen.
Denne Mand, hvis Oldtidsforsknin
ger paa næsten bar Bund ofte var
geniale, maatte nu specialisere sig
paa noget fra hans daglige Studier
saa fjerntliggende som de militære
Vaabens Udvikling fra c. Aar 1500 op
til hans egen Tid. Saa meget mere
ærefuldt er det da, at Resultatet blev
saa smukt, som „Inventaret af 1838“ viser
det. At han ikke kom sovende til det, viser
hans Anmodninger til det kongelige Bibliotek om
at fremskaffe fra Udlandet den yderst sparsomme
Litteratur, der paa den Tid fandtes om dette Emne.
Den historiske Vaabensamlings Devise blev: at op
lyse de europæiske Vaabens historiske Udvikling fra
Krudtets Opfindelse. Paa dette Program afgaves senere alle øster
landske Vaaben til den etnografiske Del af Oldnordisk Museum;
men desudenudskiltes en Række andre Genstande, som man fandt,
hørtebedst hjemme i de danske Kongers Samling paa Rosenborg,
medens til Gengæld andre afgaves derfra, naar der fandtes hele
Rækker af samme Type. Vaabnene ordnedes i Afsnit
efter de danske Kongers Regeringstid — et Sy
stem, der stadig er blevet bibeholdt — fra
Christian III’s til Frederik VI’s Tid, med
Sondring mellem danske og fremmede Luk
sus- og Soldatervaaben. Desuden var der
paa denne Tid kun Tale om Haand vaaben.
Ulykkeligvis gik man ogsaa ved denne
Ordning med til at sælge en Del Vaa
ben, der opfattedes som Dubletter
og Tribletter. Ved Auktioner i 1836
og 1837 bortsolgtes over 300 Haand-
skydevaaben og Kaarder, og de ret
udførlige Beskrivelser i de endnu
bevarede Kataloger viser, at der
ikke alene var Pragtstykker imel
lem, der havde tilhørt navngivne
danske Adelsmænd, men ogsaa sig
nerede Vaaben, hvis Bøssemager
navne og Klingesmedenavne vilde
have forøget den historiske Vaaben
samlings høje Standard endnu mere,
om de nu havde været i Samlingen.
Der var f. Eks. blandt disse Geværer en
Del, der betegnedes som indrettede til at
lade bagfra. Ganske vist ejer den historiske
V aabensamling en Del Bøsser, der visér i hvor
høj Grad dette Spørgsmaal beskæftigede Datiden;
men det større Antal til Studiegrundlag havde sikkert
gjort det muligt for en moderne Forsker at naa til større Klar
hed over Spørgsmaalet og maaske ogsaa til Forstaaelse af Paa-
virkninger fra Udlandet, idet adskillige af disse tabtgaaede Bøsser
bar franske Bøssemagernavne og -mærker.
Samtidig med at den historiske Vaabensamling forberedtes, lød
der en Røst fra Artilleristernes Lejr, der hævdede, at man dog