113 / 304
vil være nødvendig for at kunne rumme den hele, naar alt op
stilles paa en museumsmæssig forsvarlig Maade.
Man har hidtil tillagt Overkammerherre, H o fm a r sk a lk H auch
Æren for at være fremkommet med Ideen. Det er imidlertid ikke
rigtigt! Ordlyden af forskellige Skrivelser viser, at Ideen snarest
skyldes O v e r tø jm e s te r e n , O b erst L u n d b y e , og navnlig Old
nordisk Museums energiske Chef K a n c e llie r a a d C. J. T hom sen .
Da Kongen imidlertid lod nedsætte en Kommission til Ordning af
Spørgsmaalet, blev Overkammerherre Hauch Kommissionens For
mand og derfor den, der underskrev alle Kommissionens officielle
Skrivelser; men den som undfangede Ideerne og som var Driv
kraften i det hele, var Kancellieraad Thomsen.
Denne de danske Museers Fader var egentlig Forretningsmand
om at faa et Overblik over, hvad der allerede fandtes af Vaaben
og hvad der yderligere kunde skaffes ved Inddragning fra Landets
øvrige Tøjhuse. Disse havde efterhaanden ganske mistet deres Be
tydning, idet Københavns og Rendsborgs Tøjhuse havde overtaget
alle Forretningerne som Hovedarsenaler. Paa det sidste fandtes
en T ø jh u s f o r v a lte r G u lla n n , hvis store Interesse for de gamle
Yaaben og virkelig historiske Sans bragte Kommissionen udmær
ket Hjælp, til trods for at hans Kundskaber kun var faa og smaa.
I de Forberedelser til en Udveksling af Genstande mellem de to
Tøjhuse, som oprindelig var paatænkt, var hans gode og sikre
Kendskab til de ældre Ting i Rendsborg af uvurderlig Nytte.
Knap var man imidlertid begyndt paa disse nødvendige Forbe
redelser før det partikulære Rustkammer atter beordredes over-
Forsøg til „gesvindtskydende“
men begyndte i sine unge Dage at samle, først paa Mønter, senere
paa Kobberstik. Da Professor Nyerop traadte fra som Sekretær
ved Oldsagsamlingen, der havde til Huse paa Loftet i Trinitatis
Kirke, blev Thomsen i 1816 hans Eftermand, og kun tre Aar senere
havde han omordnet den lille Samling og udskilt alle de værdi
løse Rariteter, der havde fundet Yej ogsaa til denne Samling, og
der kunde nu gives Publikum Adgang til at bese den.
Gennem Aarene voksede hans Kendskab til Oldsagerne, og med
den større Viden skabte han efterhaanden en Museumsteknik, som
danner Grundlaget for de nuværende danske Museers høje Stan
dard. For os, der ser dem i fuld Blomstring, er det slet ikke saa
let at forstaa, at der for kun hundrede Aar siden skulde en
Mands Energi og Kærlighed til Sagen for at drage den skarpe
Grænse mellem Fortidens Raritetskabinetter og Fremtidens viden
skabelige Museer, hvor Genstandene ikke var døde Udstillings
objekter, der kun tilfredsstillede Nysgerrigheden og gav Beskueren
en vis Pirring, men et levende Materiale, der under den rette
Bearbejdelse genskabte Fortidens Liv.
Det var med en ganske særlig Glæde at Thomsen gav sig i Lag
med det fortrinlige Materiale, der laa gemt paa Tøjhuset, og da han
begyndte at arbejde med det, viste han sig ogsaa som en allerede
dreven Museumsmand, der vidste, at det først og fremmest gjaldt
Kanoner fra Christian V l’s Tid.
ført til Slottet. Dette var sikkert en overilet Befaling, som Kan
cellieraad Thomsen straks da han fik Underretning om den ned-
lagde Protest imod, naturligvis under Henvisning til, at man ikke
paa Slottet vilde faa Plads til saa stor en Samling, som den, der
nu vilde opstaa. Skønt man ikke ved noget om hvorvidt Flytnin
gen fandt Sted eller ej, saa befandt Vaabensamlingen sig i hvert
Fald i Oktober 1838 paa Tøjhuset, idet der den 31. i denne
Maaned resolveredes, at den skulde opstilles i et nærmere beteg
net Lokale.
Da Kommissionen nemlig i Løbet af de tre Aar var kommet
paa det rene med, hvad man raadede over af Genstande, var man
begyndt at se sig om efter et Lokale til Opstillingen. Man havde
først Opmærksomheden henvendt paa anden Etage af „Magasin
bygningen“, uden at det af Akterne herom fremgaar, hvilken
af Tøjhusets Magasinbygninger, der mentes, men det var muligvis
Bageribygningen (den gamle Galejbygning), man oprindelig havde
tænkt paa. Pladsen her var dog for indskrænket, og Planen blev
opgivet.
Man vendte derefter Opmærksomheden mod Rustkammersalens
nordligste Del. Det eneste, der berettigede til at vælge netop
dette Lokale, var den Omstændighed, at man fra Taarntrappen
havde en ret ugenert Adgang til denne Del af Salen, saa at be
366