116 / 304
ikke burde tænke paa Haandvaabnene alene, men ogsaa maatte
sørge for, at Kanonernes Udvikling gennem Tiden blev belyst.
Det var Kaptajn i Artilleriet L e o p o ld K eyp er, der rejste
Spørgsmaalet, men det vandt ingen Tilslutning.
I 1838 var Samlingen endelig ordnet, og under Ledelse af den
omtalte Kommission forløb de første Aar. Uden Friktion gik det
dog ikke; thi da Kongen den 10. November 1838 bestemte, at
Kommissionen skulde bestaa af Overtøjmesteren, Læreren i Vaa-
benlære ved den militære Højskole, Tøjhusforvalteren, der skulde
føre Samlingens Regnskab, og Rustmesteren, der skulde sørge fol
dens Vedligeholdelse — men alt under Overhofmarskalk Hauchs
Overtilsyn, da protesterede Artilleriet. Skulde Samlingen henlæg
ges under en fremmed Autoritet, saa bad man om, at Rustkam
merets Prøvevaaben atter maatte blive udskilt og det partikulære
sig tilbage fra det kommercielle Liv, og man maa blot forbavset
notere sig, at han lige til 1841 havde kunnet vedblive at bestyre
det fra Faderen arvede Handelshus.
Det var et uhyre administrativt Arbejde, han nu befandt sig i;
thi det, Thomsen udførte, var ikke en Videreførelse af disse
Museer paa den gamle Maade, men det var praktisk talt Skabelsen
af helt ny Museer, og tillige besværlige Flytninger af disse Sam
linger til andre Lokaler. I 1844 overførtes saaledes alle egent
lige Oldsager i Kunstmuseet til den oldnordiske Samling, der da
havde Lokaler paa Christiansborg, og Resten flyttedes faa Aar
senere til Dronningens Tværgade, medens Oldnordisk Museum i
1853 flyttedes til sin nuværende Bolig i Prinsens Palæ.
Alligevel havde Thomsen nu og da Tid til at tage sig af
Vaabensamlingen. For denne Mand, under hvis Hænder Museerne
Værkstedsbygningens Frontesplce.
Rustkammer flyttet tilbage til Slottet. Hvad man ønskede var,
at Samlingen lagdes under Overtøjmesteren og under Kollegiet.
Kongen bøjede sig for Ønskerne i denne meget bebrejdende
Skrivelse, og Overhofmarskalken traadte „efter eget Ønske“ til
bage. Den 8. April Aaret efter udsendtes Instruktionen for Kom
missionen, og Samlingen henlevede sine første Aar paa en ret
ubemærket Maade. En Kommission er nu en Gang ikke skikket
til at lede et Museum, hvor det daglige Arbejde spiller en saa
uhyre Rolle for dets Trivsel.
Denne Kommission havde yderligere den store Fejl, at man
ikke havde sørget for, at den fik et Medlem, der var i Stand til
at varetage Museets Interesser fra Dag til anden, og som kunde
paatage sig Studiet af Vaabnene og deres Udviklingshistorie. Det
eneste, der var gjort i denne Retning, var, at C. J. Thomsen var
blevet anmodet om at være sagkyndigt Medlem af Kommissionen,
men det var jo langt fra nok.
Desuden havde Thomsen i disse Aar alt for meget andet at
varetage, til at han kunde ofre sig for dette specielle Museum,
som nok kunde kræve en Mands fulde Arbejdskraft. Ikke alene
havde han sit Arbejde med Oldsagsmuseet, men han var i 1832
blevet Inspektør ved Møntkabinettet paa Rosenborg, og den 2.
Marts 1839 blev han yderligere Inspektør ved Kunstmuseet og
Malerisamlingen. Man forstaar, at han under disse Forhold trak
groede som Blomsterhaver under den kyndige Gartners Haand,
maa det have været alt for trist at se, hvorledes den historiske
Vaabensamling, der indeholdt saa fortrinlige Spirer til et ene-
staaende Museum, vantrivedes af Mangel paa Pasning.
At gribe direkte ind, var naturligvis ikke muligt, men allige
vel fandt han paa Udveje, idet han til Kommissionen indsendte
en Række Betragtninger over, hvorledes Samlingen bedst kunde
trives. Denne Skrivelse er dateret 1. August 1844 — altsaa midt
i hans allertravleste Arbejde med Kunstmuseet!
Han indskærpede først og fremmest Kommissionen, at denne
Samling — saa vel som alle andre — burde indrettes saaledes,
at den planmæssigt forøgedes og forbedredes. Hvis man ikke
indrettede sig med dette for Øje, vilde Samlingen i Tidens Løb
ganske miste Publikums Interesse, og det vilde senere være uhyre
vanskeligt at udfylde de opstaaede Huller! Desværre sagde han
ikke samtidig, at en Række Mænd, der i Følge deres Tjeneste
stilling blev tvunget til at tage sig af en Samling ved Siden af
megen anden Gerning, ikke er en historisk Samlings rette Le
delse. Men han mente det!
Som næste Punkt hævdede han, at den historiske Vaabensam
ling burde have sine egne Midler til baade daglig Administration
og til Indkøb. Desuden maatte den kunne yde yngre videnskabe
ligt uddannede Militære, der arbejdede ved den, et Vederlag
369