194 / 304
sen sættes sædvanlig til 1848). Desuden Højesterets, det kgl. The-
aters, Nationalbankens og private Arkivalia.
Dette var en gennemgribende administrativ Foranstaltning og
Omlægning af Statens Arkivsager; men rent lokalt set skete
— indtil det kgl. Bibliotheks Flytning — ingen Forandring, idet
den historiske Afdeling blev ved at være til Huse, hvor den
havde sin Plads siden Anno 1700. Før dette Tidspunkt havde
Statens Arkivalia (Haandfæstninger, Skøder, Traktater m. m.)
haft deres Plads paa forskellige af de kongelige Slotte — snart
Vordingborgs, snart Kallundborgs, indtil de under Frederik III
1665 samledes i en Hvælving paa det gamle Kjøbenhavns Slot.
Henimod 16-Hundredtallets Udgang var den imponerende „røde
Bygning“ bleven færdig paa Hjørnet af den nuv. Slotholmsgade og
Slotspladsen. Dens fornemste Bestilling var at give Plads til
Centraladministrationen, og da særlig „Rentekammeret“. I Mel
lemrummet mellem denne og det kgl. Bibliotek blev i 1700 den
ikke store, men massive Murstensbygning opført, der fik Navn af
d et k gl. G e h e im e a r k iv . Mod Syd blev den sammenbygget med
Christian IV’s Provianthus, mod Nord stødte den op til Løngangen,
hvorved Facaden ligesom blev overskaaret. Nogen smuk og impo
sant Bygning blev det ikke, uden nogen arkitektonisk Forsiring
rejste den sig i tre Stokværk, men solidt var den bygget med
Hvælvinger, der skulde tjene dens Formaal: at give brandsikkert
Rum for Statens Arkiver. Først i 1860 fik den en Udvidelse ved
at den nærmest liggende Del af Provianthuset med Christian IV’s
Hvælvinger inddroges.
Man kunde kalde det en Lærdommens Enklave, et claustrum,
hvorhen kun de faa og stille Forskere tyede, som endda maatte
have Adgangstilladelse ; thi ikke enhver kunde frit gaa ud og ind
i Geheimearkivet. Der fandtes i 2det Stokværk kun et Contoir eller
„Læsesal“, hvor Arkivets Personale sad beskæftiget med sit Arbejde
og maatte enes om Pladsen med de faa Gæster. Det hele Interiør
havde ikke blot en historisk Duft, men næsten et forhistorisk
Snit; det var som om Tiden her stod stille. Afd. Arkivsekretær
Thiset har i sine Erindringer givet et Billede fra 1870erne, da
han som ung Forsker har studeret Adelshistorie — det var i
Conferensraad W e g e n e r s Tid („den brave“) —, der er ubetaleligt
i sin Impressionisme. Et enkelt Brudstykke, der omhandler Loka
liteterne, bør citeres:
„Fra Rigsarkivets moderne Læsesal kan man vanskeligt danne
sig et Billed af Geheimearkivets Læsesal for 40 Aar siden. Den
gang var Læsesalen eller „Contoiret“, som dets officielle og mere
correcte Betegnelse var, paa Bygningens 2den Sal. Ad den charak-
teristiske Trappegang kom man gennem en lav og smal Dør ind
i et ved Trægitter fra en Arkivhvælving afskildret lille Rum, der
tjente dels til Forværelse for Contoiret dels til Garderobe og
Toiletterum. Til den Ende var der paa Træskillerummet anbragt 5,
siger og skriver fem Knager, og ved Døren ind til Contoiret stod en
meget gammel, tarvelig Servante. Medens Knagerne var tilgænge
lige for os alle, saavel for de Besøgende som for Arkivets Perso
nale, saa gjaldt det samme ikke Servanten. Jeg mindes ialtfald
aldrig, at andre end Arkivets høje Chef betjente sig af den, hvad
enten det nu skyldtes den for Arkivet gældende Subordination og
Respect, eller simpelt hen den Omstændighed, at Døren til Læse
salen altid stod aaben, hindrede andre i at benytte den. Vist er
det, at denne Omstændighed ikke i fjerneste Maade anfægtede
Chefen. Det skete, at en ung Dame [Frøken Thyra Sehested]
havde faaet Tilladelse til i Arkivet at anstille Studier, et hidtil
i Geheimearkivets Annaler ganske ukendt T ilfæ lde; men alle
Forsøg paa i den Anledning at faa Servanten henflyttet til en
mindre iøjnefaldende Plads strandede ganske. „Vil Frøken S. arbejde
her i Arkivet, maa hun tage Forholdene som de ere, vi kan ikke
lave Geheimearkivet om for hendes Skyld“. De let forudseelige
Følger udeblev ikke. En Dag kom Frøkenen op ad Trappen just
som Geheimearkivaren stod ved den aabne Servantedør. Han kla
rede Situationens Vanskelighed med overlegen Ro: „Lad Dem ikke
genere, lille Frøken, vær saa god — jeg er straks færdig!“ Men
Frøken S. bevarede ikke en tilsvarende Sindsligevægt. Hun flyg-
434