196 / 304
tede hovedkuls ned ad Trapperne og kom ikke mere i Geheime-
arkivet i Wegeners Dage“.
Da A. D. J ø r g e n se n i 1882 blev Wegeners Efterfølger, kom der
et friskere Pust indenfor det gamle Arkivs Mure. Rigtignok var
det smaat bevendt med Pladsen, men det lykkedes dog Jørgensen
at faa indrettet en mere menneskelig Arbejdssal paa første Sal,
ligesom den ny administrative Ordning med Rigsarkivets Opret
telse skyldtes hans Initiativ.
sin egen Arkitekt, eller i hvert Fald kun arbejde med Folk, om
hvem han vidste, at han vilde faa det sidste Ord. Han knyttede
til sig en ikke-akademisk Arkitekt, Ludvig Andersen, og en
Bygmester T. Lange, der i Praksis realiserede hans Planer, navn
lig med Fagadens Gennembrydning. Denne var aldrig noget
arkitektonisk Mesterværk: men — som Figura udviser — nu blev
den helt slem at skue med sin lange Række Yinduer, hvoraf
hvert andet fik en Indfatning og Fronton af Cement, hvert andet
C onferensraad W egener.
A. D. Jørgen sen .
V. A. Secher.
G eheim earkivar 1848—1882.
R igsarkiv ar 1882—1897.
R igsarkivar 1903—191C.
Under V. A. S e
ch ers Ledelse blev
Rigsarkivet Arvta
ger til det kongelige
Biblioteks Bygning
og indvandt derved
en haardt tiltrængt
Plads. Den gamle
store Pragtsal blev
nu omdannet til Ma
gasiner efter mo
derne System, idet
dog dens østlige Del
blev omformet til
en ret hyggelig Ar
bejdssal og en For
stue, der kunde tje
ne som Udstillings
lokale for nogle af
de mærkeligste Ar-
kivalia.
Samtidig
med Gennembryd-
ningen af underste
Etage blev Indgan
gen, fra den gamle
Krog op mod For
bindelsesbygningen til Slottet, forlagt til højre Side af Porten
til Proviantgaarden. For saa vidt var alt godt og vel, selv om
man med et Suk maatte se det kgl. Bibliotheks gamle og skønne
Sal forvandles til et Magazin for Arkivalierne. Men Secher gik
videre i sin Reformiver end det vist havde været nødvendigt.
Han, der var en meget selvraadig Karakter, og i hvis Væsen det
laa at rage uklar med mange Mennesker, havde egenmægtig sat
sig for endnu flere Reformer. Han omkalfatrede ogsaa det gamle
Bibliotheks Ydre ved at bryde Hul i Murene og sætte det dob
belte Antal Vindusfag ind i Fagaden. Dette skete antagelig for
at skaffe bedre Lysforhold; men den, der har arbejdet aarevis
i den store Sal, der jo havde Vinduer baade til Kavalergaarden
og til Tøjhusgaarden, tør hævde, at dette var ikke nogen Nød
vendighed. Men Secher var som sagt selvraadig, han vilde være
Kr. E rslev.
R igsarkivar 1916—1924.
ikke. Med Rette rej
ste dette Makværk
en Storm af Uvilje,
ikke blot hos Slots
arkitekten, men hos
en Række af vore
ypperste Arkitekter,
der tog stærkt til
Orde mod denne
Vandalisme.
Men
Secher blev dem
ikke Svar skyldig.
I en underlig bru
tal affattet Pjece
(„Rigsarkivet og Ar
kitekterne“) røbede
han en næsten trod
sig Ligegyldighed
for en Bygnings
Ydre: hans Hoved
argument var, at en
Bygning skal bygges
indefra, det Ydre
L. R. L aursen.
v a r li g e g y ld ig t .
Og
R igsarkivar
1924
.
han undsaa sig ikke
for at gaa aggresivt
til Værks mod det ny kongelige Bibliotheks Bygmester Professor
Hans Holm, og ligefrem haane denne for de Skønhedsværdier,
han havde skabt i den nyeBygningsYdre og Interiører, og
tillagdeBibliothekets Personale
enUvilje,
som dette (enkelte
Mangler ved Bygningen, som den altfor rigelige Lufttilførsel,
fraregnet) aldeles ikke nærede. Den liden Sympati, som der forud
hos mange fandtes for Rigsarkivaren, forskertsede han yderligere
ved dette Overgreb. At den gamle Bibliotheksbygning nu præsen
terer sig som en uskøn Pendant til den nye, er i første Række
hans Værk.
Men heldigvis gør Forbindelsesleddet — det skønne Haveanlæg —
sit til at dæmpe Modsætningerne.
480