36 / 135
OM KØBENHAVNS VANDFORSYNING INDTIL 1812
25
Byen havde, som den har endnu, Ret til Vandet, men ejede ikke Op
landet og heller ikke de Vandløb, som førte Vandet. Dette Forhold medførte,
at der var stadige Stridigheder med de omboende Bønder, naar Byen søgte at
forøge Vandbeholdningen i Søerne, idet Beboerne da, som naturligt var,
klagede over, at deres Enge og Marker sattes under Vand. Og Byen klagede
til Gengæld over, at Afløbene til Søerne, der var almindelige Skelgrøfter, ikke
holdtes vedlige a f Bønderne. Disse modstridende Interesser gav flere Gange
Anledning til voldelig Selvtægt, idet Bønderne nedrev de Dæmninger og Over
fald, hvorved Byen søgte at forøge den opmagasinerede Vandmængde. De
nærliggende to Søer var heller ikke altid i bedste Stand som Fødebassiner for
Renderne. Opdæmningerne var for lave og svage, Søernes Dybde var ringe
og aftog stadigt. Renderne kom derved ofte paa de vandfattige Tider til at
ligge nær op under Vandfladen.
Hvad Vandets Kvalitet — særlig i hygiejnisk Henseende — angaar, da er
denne jo bestemt ved dets Oprindelse som Afløb fra Søernes dyrkede Opland.
De lavvandede indre Søer var kun tarvelige Fældingsbassiner, hvis Bund let
blev opmudret ved Blæsten, og Rendernes Indløbskister blev i Virkeligheden
Samlingskister for Mudderet, der vel kunde fjernes, men ikke uden at det
tillige trængte ind i Ledningerne. Dertil kommer saa, at ligesom man let-
sindigen fyldte Brøndene med »Urensel«, saaledes gjorde man, som et Par
Eksempler skal vise, det samme med de to Søer, hvorfra Renderne førte
Vandet til Byen.
At en saadan Tilstand maatte gøre Vandet mindre godt i alt Fald til
Tider og fremkalde stadige Klager til Overdirektionen, er fuldt forstaaligt.
I Anledning a f Klager skriver Christian V saaledes til E rik Krag til
Bramminge, Dr. Peder Scavenius, Professsor Thomas Fincke og Professor
Rasmus Bartholin d. 3/e 16 7 1 x):
»Christian V a f Guds Naade Konge til Danmark og Norge o. s. v . -------
Efter som for os andrages og klages over den store Urigtighed, som her med
det springende- saavel som med Pumpevandet forløber, idet at fornemlig
Springvandet ikke alene næstendel 2 Gange aarligt, om Sommeren og om
Vinteren, mistes, men desuden ogsaa befindes undertiden, naar det springer,
saa ildelugtende og stinkende, at deraf Sygdom skulde befrygtes at lor-
aarsages, hvis der ikke i Tide raades Bod derpaa.« — Det paalægges derfor
de nævnte at stevne tor sig alle dem, som have med Vandets Indledning at
bestille, at overveje med Kompagniernes Direktører, hvorledes denne »Disordre«
med Vandet bedst kan imødegaaes, samt »selv syne Søerne og Vandrenderne
°§ Sjøre Forslag til Tilstandens Forbedring.«
x) K. D., VI, 567,
4