40 / 135
OM KØBENHAVNS VANDFORSYNING INDTIL 1812
29
den meste Tid a f Aaret holdes vedlige a f Springvandssøernes Spildevand«.
Ogsaa Utterslev Mose søgte man i 1760 at gøre tjenlig som Samlebeholder for
Emdrup S ø ; den var ganske tilgroet med Tørv, som man søgte at faa udskaaret,
en Hovedgrøft blev gravet, men Bønderne søgte at tilegne sig store Partier a f
Søens Grund. Vandkommissionen stemmede da Vandet op til Grænsestenene.
Der kom Retssag, men 1766 gav Højesteret Vandkommissionen i Hovedsagen
Medhold. Dog kom der intet Vand ud a f Utterslev Mose.
Trods disse Forbedringer for Søernes Vedkommende vedblevKlagerne
over, at Vandet var ildesmagende og opfyldt a f levende Dyr.
Dr. L a n g e ]) a f bilder liere Arter a f smaa Dyr, som han harfundet baade
i Spring- og Pumpevandet; flere a f dem synes at henhøre til Infusoriernes og
Rotiferernes Klasse, og »selv naar Vandet er rent at se til, har det dog en mud
deragtig Smag, og naar det staar stille i 24 Timer lader del falde jordagtige
Partikler«.
1797 stiftes Vesterbros Kompagni med 22 Participanter; Vandet toges fra
St. Jørgenssø.
Og anderledes er Forholdet ikke paa den Tid, Callisen skrev sine physisk-
medicinske Betragtninger 1807. Han fremhæver dog, at i fugtige Tider er
»baade Spring- og Pumpevandet klart, uden Lugt og Smag og besidder alle de
Egenskaber, som sundt og rent Vand bør have«. »Under Tørke og Frost der
imod er det uklart, ilde lugtende og smagende«. Ogsaa Rendernes Utæthed tik
Skyld for Vandets Mangler; muligen kan særlig for Pumpevandets Vedkom
mende ved Utætheder paa de Steder, hvor Pumpeopstanderne var anbragte,
ogsaa paa den Maade Urenligheder være komne i Vandet.
Men Hovedaarsagen saavel til Mangel paa Vand som til Vandets slette
Tilstand var dog, at der manglede en enkelt kyndig og med tilstrækkelig
Autoritet udstyret Overledelse, som ikke alene var i Besiddelse a f Retten til at
benytte det Vand, som kom i Søerne, men ogsaa a f Retten og Evnen til at
forøge og bevare Mængden og Renheden a f Vandet uden bestandig at kollidere
med andres virkelige eller foregivne Interesser i modsat Retning; og, hvad
særligt Renheden og Godheden a f Vandet i Ledningerne angaar, da vilde den
kunne have været saa god, som Overfladevands i det hele kan blive, om man
havde kendt og benyttet den senere Tids Sandfiltrering. Vandets hygiejniske
Tilstand i Tiden fra 1859 til 1892 viser jo det. Men allerede den a f Scavenius’s,
Finckes og Bartholins kloge Fremsyn foreslaaede Rensning vilde, om den var
bleven til Virkelighed — og, i alt Fald for Springvandets Vedkommende skønnes
Planen mulig — have medført en betydelig Forbedring.
x) Dr. Joh. Chr. Lange: Lære om de naturlige Vande, Kjøbenhavn 1776.