16 / 226
De ældste danske Glasmalerier.
A f Museumsinspektør i Nationalmuseet Chr. Axel Jensen.
%
SIDEN LUTH ERDOMM EN S S E JR har Glasmalerier kun været
lidet yndede i Danmarks Kirker. Hverken Luther selv eller hans første
danske Lærlinge havde noget særligt at indvende imod dem; hvad de
nødvendigvis maatte føre Krig imod, var de udskaarne Helgenbilleder,
som Katholikerne havde »gjort Søgning til og hængt Voksbørn og Kryk
ker for«; saadanne Statuer skulde hugges ned og brændes! Ellers var
Lutheranerne i Grunden forbavsende fordomsfri; megen gammel Kunst
fik Lov til at blive i Kirkerne, uden at man tog Anstød af katholske
Fremstillinger. Men selvfølgelig har Reformatorerne ikke kunnet være
begejstrede for det mystiske Halvmørke i Kirkerum, som beherskes af
Glasmalerier, og lige saa selvfølgelig maatte hele vor Gudstjenestes Ord
ning, som forudsætter Læsekyndighed baade hos Præsten og Menig
heden, efterhaanden føre til de middelalderlige Glasmaleriers Ødelæg
gelse og Undergang. Det er gaaet dem som Kalkmalerierne, der over-
kalkedes, efterhaanden som de kom i Forfald, blot med den Forskel,
at Kalkmalerierne i vor Tid kan kaldes frem til nyt Liv, medens Glas
maleriernes store Mængde uigenkaldeligt er forsvundet.
Da Peder Plade, Sjællands første evangeliske Biskop efter Refor
mationens Indførelse 1536, skrev sin berømte Visitatsbog, siger han
om Kirkevinduerne kun, at de skulde være tætte, saa at Sne ikke kunde
»knyge og fyge« ind i Kirken, og han tilføjer, at de slemme Drenge,
der morer sig med at »kyle og kaste« op imod Vinduerne, bør straffes
af deres Forældre, »for at Bøddelen ikke skal straffe dem, inden de
dør af Verden.« Han tog altsaa rent praktisk paa Sagen, og om Billeder
af Vinduesglas mæler hverken han eller hans samtidige et Ord. Men
naar Storm og Sne, hjulpet af de slemme Drenge, havde bragt de gamle
Glasmalerier i Forfald, tænkte ingen paa at forny dem. Hvad Aarhun-
13