iblandt Medlemmerne betegnet som »Dommervagten«. Ved denne
Fremgangsmaade opnaaede man imidlertid kun at konstatere, at langt
de fleste Medlemmer kunde fremlægge Bevis for, at de havde betalt
de Beløb, som de skulde skylde ifølge Bøgerne. En Del Penge kom dog
ind paa denne Maade, men Bestyrelsen maatte dog foreslaa en føl
gende Generalforsamling, at Fagfor
eningen skulde betale Brændselsfor
retningen ca. iooo Kroner, som end
nu henstod som Restgæld. Da dette
var besluttet, var Fagforeningens
Virksomhed som Kautionist for
Brændselsleverance samtidigt likvi
deret.
Ved Lønforhandlingerne i 1922
var man enedes om Lønreguleringer i
Forhold til de offentliggjorte Pristal i
Februar Maaned. Lønnen skulde stige
i den efterfølgende August Maaned
med 2 Øre pr. Time for hver 3 Points,
som Pristallet i August var højere end
Pristallet i Februar, eller falde med 2
Øre pr. Time, saafremt Pristallet var
gaaet nedad.
Den tilsvarende Forhøjelse eller
Nedgang for Akkordlønninger skulde andrage 1 % i Forhold til
3 Points. Ved Forhandlingerne i 1925 blev dette Forhold ændret
saaledes, at Forhøjelse eller Nedgang skulde andrage 1 % for hver
Procent, som Pristallet viste i Udsving i Forhold til det nærmest forud-
gaaende Pristal.
I 1925 indbragte nogle Medlemmer gentagne Gange Forslag om,
at Fagforeningen skulde oprette en kooperativ Glarmesterforretning og
blev derfor konstitueret som Udvalg med den Opgave at forberede og
tilrettelægge Oprettelsen. Udvalget fremsatte overfor Bestyrelsen et
Forslag, hvorefter Forretningen skulde kunne oprettes som et Aktie
selskab, hvori de enkelte Medlemmer kunde tegne Aktier, medens den
egentlige Startkapital skulde udlægges af Fagforeningen.
Sagen døde som Følge af manglende Forstaaelse, idet der efter at
Indbydelse til Aktietegning havde været fremlagt i omtrent et Aar, kun
197




