77 / 226
og færdigtrukket »Kalm«. Man har Bakker, der giver færdigt Bly mel
lem 2 og 20 mm’s Bredde, og Hjul, der giver »Kern-Højde« fra 2 til
8 mm. Desuden kan man trække »Hæftebly«, d. v. s. Bly til at lodde
paa Feltet og lægge »Vind« eller »Stormjærn« i. En færdigtrukket
»Kalm«s Længde varierer mellem 1,25 og 3 m, og Bakkerne kan være
til fladt Bly, »Rundbly« eller »Karnisbly« og nogle andre, sjældent
brugte Profiler.
Naar alle Felterne nu var »slaaet i Bly« og hæftet paa begge Sider,
kom
Kitningen
og
Afpudsningen,
der altid maatte foregaa umiddelbart
efter hinanden. Kitten, lavet af Linoliefernis og pulveriseret Kridt,
maatte være saa tynd, at den kunde bringes til at gaa ind i alle smaa
Fordybninger mellem Bly og Glas ved at paasmøres med en stor Pensel,
og Afpudsningen derefter blev udført ved Hjælp af Savsmuld, iblandet
lidt Kridt.
Imidlertid var Vindueshullet i Bygningen, hvor Felterne eller Glas
maleriet skulde opsættes, blevet forsynet med de kraftige, indmurede
Jærn, Vinduets Skelet, og heri indsattes saa Felterne (der paa dette
Tidspunkt havde faaet paaloddet Vindjærnene). Felterne blev fast
holdt ved tyndere Jærnskinner, der i ældre Tid fastholdtes med Jærn-
kiler, senere med Bolte, og i Omkredsen indsat i en Rille eller Fals i
Murværket, hvilken blev tilstrøget med Kalkmørtel, som oftest af Glar-
mestrene. Til Tider maatte man paasætte Vindjærnene efter Opsæt
ningen, og da maatte man bruge »snoede« Hæfter, men disse taalte
daarligt Polering af Vinduerne.
Og saa var det store Øjeblik inde, da det skulde vise sig, om hele
det store Arbejde tog sig ud her paa det Sted, hvor det ofte skulde
sidde i Aarhundreder — det var et spændende Øjeblik!
Omkring Aar 1600 havde man opdaget, at
Diamanten
ganske ander
ledes sikkert end Sprængjærnet formaaede at hjælpe til ved Glassets
Tildannelse. »Demanten«, som Glarmestrene indtil for ikke saa mange
Aar siden benævnede deres nye, fornemme Værktøj, var en raa Dia
mantflis, indsat i et Skæft eller Hæfte, saa en af dens Kanter kunde
»skære«, og den slog hurtigt Sprængj ærnet saa grundigt ud, at næppe
et eneste er gemt i noget Museum. — Det eneste Sted, hvor Mindet
om det endnu lever, er i Giarmestrenes Vaaben eller Segl, men selv
her glemte man, hvad det var, og Sprængjærnet fik i Tidens Løb Skyld
for at forestille en Loddebolt.
74