78 / 226
Men Krøjselen kom derimod til
Ære og Værdighed. — Den blev sat
paa Diamanthæftet, og der sidder den
bestandig og tror med sine indfilede
Hak, at den er Nøgle til en Bankboks.
En Glarmesterdiamant skal
skære,
ikke
ridse.
Den skal føres let hen over
Glasset og frembringer, naar den
kan
skære og en
øvet
Haand fører den, et
»Snit«, det vil sige, at naar Glasset ta
ges op og Lyset falder i Snittet, da
blinker det, som Kanten af Glasset gør
det. En Glarmester
hører
altid, om
hans Diamant skærer og det er for
ham en egen, frydefuld Lyd, naar hans
Diamant gaar hen over Glasset og skæ
rer fint. Ubevidst er han bleven saa
vant til, at Øret siger ham, at den
skærer fint og sikkert, at han først op
dager, at han skærer efter Lyden, naar
Diamant,
skal bruge Diamanten i et Lokale,
Diamant,
ældre Type.
hvor f. Eks. Maskiner arbejder. — En
yngrc T>pe'
Glarmester laaner nødigt sin bedste Ven og Kollega sin Diamant —
han plejer at have lidt vanskeligt ved at finde dens Snit igen, naar en
anden har haft den i Haanden. Det hænder, at den taber sit Snit — man
paastaar, at den til Tider kan ligge og hvile sig og faa det igen. Hvis
det imidlertid er og bliver borte, da kan den omsættes, d. v. s. en ny
Skærekant paa Stenen kan sættes frem. Tidligere var mange gamle
Giarmestre dygtige til det Arbejde, men nu er der ingen herhjemme,
der giver sig af med den Slags.
Rundskærer.
75