74 / 226
Blykniv har mange andre gode Egenskaber. Den falder saa godt i Haan
den. Man holder Knivsbladets Bagside ind mod Blyet og en Finger over,
naar man »strækker« Blykalmen og har Foden paa den Ende, der naar
Gulvet. Men først og fremmest er Kniven beregnet til at skære Blyet
over saaledes, at Kern ’en ikke mister sin Højde. At man med Tinklum
pen baade kan slaa alle Søm i og trække dem op igen med Kniven ved
at sætte Tommelfingeren mod Sømmet, der bliver taget under Hovedet,
er intet imod, at man med Tinklumpen kan tillade sig at slaa haardt
paa modvillige Glasstykkers Kant uden at slaa Fliser af dem. Til Slut
bruges Kniven ved Afretning af Blylinierne i det samlede Felt, der har
faaet baade »Ombly« og »Ladspaaner« paa de to Sider, der vender
udad.
Derefter kom man til Lodningen. Som Regel
»hæftede« man kun, d. v. s. man loddede kun der,
hvor to Stykker Bly mødtes. Under hele Arbejdet
havde man passet paa kun at have frisktrukket
Bly, og det gjaldt om ikke at berøre dettes Flader
med Fingrene. Naar man forlod Arbejdet, maatte
man overdække det altsammen for at forhindre,
at Blyet anløb, thi derved forøgedes Vanskelig
heden ved at lodde. — Man kunde ogsaa »for
tinne«, d. v. s. overtrække Blyet helt med Tin, saa
man faktisk ikke saa Bly i et Blyfelt. Denne Frem-
gangsmaade blev imidlertid sjælden brugt i ældre
Tider, væsentligst fordi Tinnet var saa dyrt.
A f Loddemidler brugte man i gamle Dage ho
vedsagelig Tælle. Pulveriseret Harpiks kunde ud
mærket bruges, men var vanskeligere at rense af
Glasset bagefter. Harpiks blev altid brugt sam
men med det Tin, der var i »Skurebakken«, hvori
Loddebolten maatte renses, før den efter hver Op
varmning blev sat til »Feltet«, efterat man paa en
Stump Blysprodse havde forvisset sig om, at den
ikke var saa varm, at den »brændte« Blyet. — (I
Midten af forrige Aarhundrede blev Tællen for
trængt af Stearinolien, som gamle Giarmestre
altid kaldte »Loddefedt«. Det varede længe, før
jeg hørte Ordet Stearinolie).
71