69 / 226
skellige Metaller kunde faa forskellige Farver, og efter mange og lange
Eksperimenter havde man gennem dyrekøbte Erfaringer indvundet
en Viden, der inden for Fagets Folk gik i Arv fra det ene Slægtled til
det andet og altid bevaredes som de dybeste Hemmeligheder.
Det er inden for Klostrene, vi finder Middelalderens Giarmestre,
Munkene, og da de havde erfaret, at Jærn blandet i Glaspulver, kunde
give den sorte Indbrændingsfarve til Konturer og Skygger, havde de
i Virkeligheden hele »Mechanismen« i Orden til deres Kirkers farvede
Vinduer.
Saa kom Tiden, da Adelen til sine Borge og de velhavende Borgere
til Byernes Raadhuse og deres egne Boliger ønskede gennemsigtigt eller
farveprydet Glas i Muraabningerne. Det er paa den Tid, vi hører om
»Byggehytterne«, de omrejsende Smaasamfund af Bygningshaandvær-
kere. I »Dansen paa Koldinghus« præsenterer Drachmann os for en
saadan Byggehytte: Mester Strange og hans Svende. Mester Strange
var Arkitekten og Murermesteren, unge Strange Maler og Billedhug
ger, og blandt Svendene maa vi tænke os Murere, Træarbejdere, Smede,
Malere og Glasarbejdere.
For Riddernes Vedkommende varede det ikke længe, inden det paa
Borgene blev en fast Regel, at man paa de malede Ruder ogsaa fandt
de forskellige Slægters adelige Vaaben og Skjoldmærker. — Da Be
stillingernes Tal blev stort, udviklede der sig Specialister. Som Malerne
udskilte sig fra Munkene som selvstændige Fagarbejdere, saaledes
fulgte nu Glarmestrene efter Malerne, og vi sporer Slægtskabet mellem
de to Fag i deres Vaaben. Glarmestrene beholdt Malernes tre Skjolde
i Halvdelen af deres Vaabenskjold, for de malede jo bestandig, men i
den anden Halvdel satte de Ruden og det Værktøj, hvormed de be
handlede denne:
Sprængjærnet
og
Krøjselen.
Laugsseglet
1663
.
Laugsseglet
1681
.
6 6