66 / 226
ogsaa en lille Rude, der er funden i Puzzuoli — en lille By ved Neapel,
modsat Pompej i, og endelig findes det største Stykke Glas fra Pompeji
i British Museum i London: 30 X 60 cm. Ruderne maaler alle ca. 2
mm paa Midten og 5 mm i Kanterne. Det kan konstateres, at de er
støbte i de Broncerammer, hvori de fandtes, og at de er støbte paa
Sand, de er nemlig gennemskinnelige, men ikke gennemsigtige —
egentlig omtrent hvad vi kalder for Raaglas. De maa have været store
Sjældenheder, thi under Udgravningerne er der kun fundet faa Skaar
af Rudeglas. Det er forøvrigt meget naturligt, at Vinduesruderne ikke
har vundet større Udbredelse paa disse Breddegrader. De kunde hver
ken konkurrere i Pris eller i Skønhed med de allerede da anvendte
tynde Alabastplader, og det, som for os er et af Rudens store Fortrin
— at den tillader Udsynet — havde de ikke. Vinduesglasset vilde sik
kert have haft større Succes, hvis det var kommet frem under nord
ligere Himmelstrøg, hvor det vilde have afhjulpet et større Savn end
sydpaa.
Første Gang, man hører noget om Vinduesglas i Litteraturen, er
omkr. Aar 300 hos den romerske Forfatter Lactantius. Dog ved man
ikke, om det af ham omtalte Glas var støbt, saaledes som Ruderne i
Pompeji, eller blæst. Der er noget, der tyder paa det sidste, og saa
skulde det antagelig være det saakaldte Maaneglas, hvis Opfindelse
tilskrives Romerne. Navnet hænger sammen med Tilblivelsesmaaden, og
baade Navnet og Maaden at fremstille det paa holdt sig lige til Mid
ten af det nittende Aarhundrede. Det lavedes paa den Maade, at Glas
blæseren efterhaanden paa sin Pibe fik det fornødne Kvantum Glas
op fra det flydende Glas fra Potten i Ovnen og af dette blæste en flad
trykt Blære. Denne aabnedes forneden, og efter flere Opvarmninger
og ved at dreje Jærnet hurtigt rundt slyngedes Glasset, saaledes som
det ses paa Billeder efter gamle Kobberstik, over en Sandbunke (der
ogsaa kunde bruges til nødvendig Understøttelse) ud til den cirkel
runde Skive med Knoppen i Midten — den Knop, der paa de forskel
lige Sprog gaar under Navnene »Kronglas«, »Butzen«, »Gallen« o. s. v.
Nu maa man ikke tro, at de ældste »Maaneglas« var lige saa store
som de i 1850 fremstillede — de første var ganske smaa Stykker, den
Slags, der paa Tysk hed »Butzenscheiben«, paa populært Dansk »Fla
skebunde«, og som vi den Dag i Dag anvender
delvis
i de saakaldte
»Butzenfelter«. Men ved den Tid, da denne Fremstillingsmaade hørte
op,
kunde
man fremstille Skiver paa mere end 150 cm i Diameter.
63