61 / 226
dig, svarede han nej. D a vi nu vilde bringe Sagen for Mestrene, svarede Hr.
O ldermand Barclay os i Mestrenes Navn, at vi skulde søge ham hos Politiet. Da
han hørte det, betænkte han sig, fordi det vilde være os en let Sag at faa ham
i Rasphuset, da han havde sagt, at saalænge han var i København, vilde han
ikke holde Fred med Svendene, hvad her i Landet anses for Rebelleri og straf
fes. D a vi Svende nu igen bragte ham frem, fandt han sig i B illighed og har paa
Grund af sine Forseelser vedtaget at give i Rdlr. til de Fattiges Bøsse. H an kla
gede over, at vi Svende ikke havde bedt ham med til Svendeøl, men da han
havde skældt os for Spitsbuber og Gavtyve, hvad vi ansaa ham selv for at være,
indtil Sagen var afgjort, saa kunde saadant ikke passe sig, at vi bad ham med.
Desuden havde han haanet Mester Clausen og Mester Simonsen og andre af
de Herrer Mestre og sagt, at han vilde skide dem et Stykke, og at de havde ikke
noget med ham at gøre. — Dette har de tilstedeværende Herrer Mestre fundet
saa grove og uanstændige Talemaader, som kun passede sig daarligt for ham,
og har derfor ikendt ham en Straf paa i Rdlr., som de dog straks eftergav ham
paa den Betingelse, at han for Fremtiden vilde opføre sig som en ærekær Svend
mellem Mestre og Svende, da han ellers vilde drage Straffen over sig efter Lands
Lov og Ret.«
Selvom den her omhandlede Svend nu ogsaa har hørt til de værre
Eksemplarer af Arten, saa giver dog hele Sagen et interessant Kultur
billede af det Niveau, Svendene som Regel færdedes i. Højt var det
under alle Omstændigheder ikke, og nogen højere Dannelse var Sven
dene som Helhed ikke i Besiddelse af. Men heller ikke deres faglige
Dygtighed har paa dette Tidspunkt været særlig stor, fordi Faget saa
at sige aldrig blev stillet overfor store Opgaver.
Slutningen af det 18de Aarhundrede var i alle Henseender en
Nedgangsperiode ikke blot for Glarmesteriet, men for de allerfleste
Haandværk.
R a sm u s Berg.
58