60 / 226
hoff og de andre udeblevne tyske Svende, af hvilke Ladhoff dømtes
til en Bøde paa 10 Rdlr. og de andre for Udeblivelse en Bøde paa hver
36 Sk. Denne Dom virkede dog ikke paa de tyske Svende. Ogsaa fra
de følgende Lavsforsamlinger den 18. og 23. Juni udeblev de, og paa
Forsamlingen den 17. December gjorde de en saadan Støj og Larm, at
det var umuligt at faa Ørenlyd, og fik yderligere de danske Svende
til at gaa med til en Vedtagelse om, at Talen skulde holdes paa Tysk.
Lavet saa sig derfor nødsaget til at indgaa til Kongen med et Andra
gende om, at de tyske Svende maatte faa Ordre til at bøje sig. Fra
Kancelliet gik dette Andragende til Politirettens Afgørelse, og denne
gav da Lavet Medhold, hvorefter Svendene maatte give efter.
A f det anførte maa man nu ikke lade sig forlede til at tro, at For
holdet mellem Mestre og Svende ikke til daglig skulde have været godt.
Det maa sikkert betragtes som hørende til de sjældne Undtagelser,
naar det berettes 1769, at Mester Steffen Petersen kom op at slaas med
sin Svend August Schultz, hvem han efter Svendebogens Beretning
uden Aarsag slog i Ansigtet, saa at Blodet sprøjtede ud af Næse og
Mund. Anklaget for Amtet mødte Mesteren ikke, og Sagen henvistes
til Politiet. Svendene vedtog, indtil Sagen var afgjort, at ingen maatte
understaa sig i at arbejde hos Steffen Petersen.
At Svendene heller ikke altid opførte sig som Engle, kan eksempel
vis belyses ved følgende Uddrag af Svendenes Protokol for den 9. J a
nuar 17 9 1:
»Vare vi samtlige Svende forsamlede i Hr. Oldermand Barclays Hus i An
ledning af, at »Gesellschaft« Speckhann skulde afgøre sin Sag med samtlige
Svende, og [meddele], hvilken Grund han havde til at kalde os alle for Spits-
buber og Gavtyve. I Begyndelsen vilde han nægte, men da der var saa mange
Vidner derpaa, faldt det endelig ud, at han havde sagt det i Fuldskab, og at
de tilstedeværende Svende havde animeret ham dertil. — Dette blev erklæret
for den største Løgn af dem, der havde været tilstede, idet de hævdede, at de
havde forsøgt at holde Fred med det gode og havde anvendt al mulig Flid der
paa. D et var imidlertid ikke til at faa ham rolig, han gik op og ned i Stuen
med en tyk Knippel i Haanden, saa at alle var bange for, at han vilde agere
Morder, hvad der godt kunde ligne ham, naar han er fuld, noget saadant er
intet nyt for ham . — H an klagede ogsaa over, at Svendene havde slaaet ham,
hvad der var U sandhed, men de havde smidt ham ud af Døren for at faa Fred
og være sikker for hans Morderslag. A lt dette holdt Svendene for en grov og
strafbar Fejl, og da der nu blev spurgt ham, om han vilde erkende sig strafskyl
57