55 / 226
bleven saa gennempryglet, at han knapt kunde gaa hjem. Til Slut
synes Sagen dog at være løben ud i Sandet.
Slagsmaal var i det hele ikke ualmindelige. 1787 hører vi saaledes,
at en Svend har truet en anden med, at han vilde knuse alle Knoglerne
i Livet paa ham, hvad »Amtet« ganske naturligt fandt højst umenne
skeligt.
Naar den Slags Sager var saa hyppige, ligger det naturligvis i, at
der ved Svendenes Sammenkomster aldrig blev sparet paa Drikkeva
rerne. Man drak ikke blot alle Bøderne op, men skød frivilligt Bidrag
sammen for at faa mere. Det er aabenbart denne Skik, der er falden
adskillige for Brystet, eftersom det 1787 besluttedes, at enhver for Frem
tiden skulde betale det Brændevin, han selv drak, fordi »der stadig
var en Del blandt os, som aldrig kunde faa Halsen fuld nok«. Hvad
der gik med af 0 1, skulde imidlertid — som hidtil — gaa paa fælles
Regning.
Hvormeget indbyrdes Splid der kunde forekomme, saa maa det
dog fremhæves, at naar det kom til Stykket, saa var den gensidige
Hjælpsomhed stor. Ingen trængende Svend forblev uhjulpet, enten
Trangen nu skyldtes Arbejdsløshed eller Sygdom, og hændte det, at
en Svend døde, blev han begravet paa Svendekassens Regning, og et
hæderligt Gravøl blev drukket over ham. I Svendenes Protokol om
tales et Svendedødsfald i følgende højtidelige Vendinger:
»Aar
1700
26
/i
2
var samtlige Svende forsamlet i Oldermandens Hus i A n
ledning af, at den kære Gud havde kaldet Skriveren Hans Heinrich Baumann
fra denne sørgelige Verden og givet ham en salig Død. M aatte den kære Gud
modtage ham i sit R ige. Vorherre være hjertelig lovet, og gid han ogsaa vilde
give os alle en salig Henfart for Christi Skyld. Amen.«
Begravelsen beskrives saaledes:
»D en
30
. December er det salige Menneske H . H. B. stedet til Jorden. Men
da samtlige Svende ikke var talrige nok til at bære ham, havde de bedt nogle
andre Venner om at hjælpe med at bære ham til Graven. G ive Gud, at han
vilde tage ham til sig i den evige Fred og Salighed og give ogsaa os alle en salig
Henfart for Christi Skyld. Amen.«
Saaledes levede man da indenfor Svendenes lille Verden indbyrdes
i Vekslen mellem Strid og Fred, i det store og hele altid parat til at
52