111 / 413
Mænilenes Klædedragt.
101
franske, der af C. Molbech siges at være helt trængt igjennem ved
Aar 1720. »I Stedet for Mandfolkenes Overklædning, eller Kjortelen
efter det ældre Snit, med større Vidde, bestemt eller i det mindste
tilskaaret og indrettet til at kunne knappes med en lige Rad af
Knapper fra Halsen til den nederste Rand, kom en snævrere Kjole med
sine Rabatter og store Opslag for Hænderne, begge Dele besatte med
Guldgaloner, naar Klædningen skulde være prægtig og kostbar. Denne
Kjole udmærkede sig fra den ældre Tids ogsaa ved Nederdelen eller
Skjøderne, som bagtil vare helt splittede (den ældre Kjortel eller Trøje
havde kun en kortere Split nedentil, med Knapper og Knaphuller);
fortil bleve Skjøderne efterhaanden i deres Snit afskakkede i større
eller mindre Skraahed. Kjolen kunde saaledes i al Kald kun tilknap-
pes om Livet. Knapperne, hvormed man undertiden drev den største
Luxus, var tilsidst mere for et Syns Skyld end til virkelig Brug, og
Kjolen blev som oftest kun hægtet over Brystet. Undertrøjen mistede
sine Æ rmer og blev til en Vest, som dog længe beholdt Skjøder og
naaede næsten til Knæerne. Nedenfor disse spændtes de snævre Buxer,
men til de fornemmes Dragt hørte, ogsaa til over Midten af det
18. Aarh., de i Kolder over Knæerne oprullede Silkestrømper. Den
anselige nedhængende Halsklud maatte give Plads for Brystkraver og
det senere saakaldte Kalvekryds (egenlig Kalvekrøs), der blev mindre
og gik tilsidst over til blot Halsbind«6).
I Epistel 215, hvor Holberg taler om det forkastelige i at være
Træl af de parisiske Skrædere, siger h a n : »Vi bele vore Kruentim-
mers brede Skjørter, men naar vi betragte vore egne Klæder, vore
trange Ærmer, vore udstoppede Sidefolder, der tynge som et Harnisk,
have vi ingen Ære at tale med«. I Epistel 359 taler han ogsaa om
»de trange og udstivede Klæder, som foraarsage, at enhver Kavaler
ser ud som Klør Knægt«.
Peder Paars var en gammeldags Spidsborger. Da han havde lidt
Skibbrud og eftersaa sin Kiste, fandt han
»Ubeskaårt hans Sarses Søndags Kjolo
Med støbte Knapper i, og Lær til otte Stole.
Man siden ligervis fandt ganske tør hans Vest,
For hvilken Peder Paars var bange allermest,
Thi den af Kallemank var gjort, med Silkeknapper.
Han raabte: Se min Vest, den haver holdt sig tapper.
Derefter tog man op en Trøje, som var blaa
Med Ulvskind foret og med Guhlgramaner paa.