KøbenhavnPaaHolbergsTid

Folk paa Moder.

157

for dem var de gamle Sæder endnu mindre tilpas.

»Forsøg kun«,

siger Jeronimus i »Jean de France« (1, 1), »at give eders Søn reven

01 og Brød til Frokost som tilforn, se, om han ikke vil svare: Jeg

er vant til Chokolade i Holland; forsøg at give ham en god dansk

Melgrød eller Byggrynsgrød (om Aftenen), se, om han ikke vil grine

deraf, og en anden Aften soupere hos en fransk Ivok. Yilde de endda

ikkun føre én Nations Lyde hjem med sig, var det ikke saa meget

at sige, men de komme tilbage sammensyede af alt det Galskab, som

findes udi England, Tydskland, Frankrig og Italien. Jeg vil ikke

skjære op, men saaledes leve ungefær vore Kavallerer, naar de komme

hjem : Om Morgenen skal de have deres The eller Chokolade, det

sige de er paa sin Hollandsk. Om Eftermiddagen deres Kaffe, det er

paa sin Engelsk. Mod Aftenen spille deAllomber hos en Maitresse,

det er paa sin .Fransk.

Naar de gaa et Ærende i Byen, skal de

have en Lakaj udi Hælene paa sig, det er paa sin Leipzigsk eller

Berlinsk; skal de gaa i Kirken, spørger de først, om der bliver Mu

sik, det er paa sin Italiensk; alt, hvad som er udenlandsk, synes dem

at være artigt og fornemme, endogsaa naar de bliver trukne til Slut

teriet for Gjæld«. Endvidere siger han: »Det er smukt nok at lære

fremmede Sprog, men naar vi har lært vort eget først; det er smukt

nok at rejse udenlands, naar man faar samlet Aar og Forstand først,

naar man har de Kapitaler, at man kan leve af Benterne, naar man

rejser paa en vis Profession, som man ikke kan lære hjemme. Men

her er det blevet som sat Bet for fattige Borgerbørn, at de i Flæng

ved slige Udenlandsrejser skal ødelægge deres Familier for at lære

Sprog, som de for en Snes Daler eller mere kan lære af en Sprog

mester her hjemme. De fleste blive fordærvede og lære intet uden

galne Moder og Vellyst, som de siden fylde Landet op med, og

glemme det gode, som de ere bievne øvede udi i Skolerne. Dersom

I saa udi en Sum paa et Sted de mange Penge, som af unge Men

nesker aarligen bliver unyttig tilsat udenlands, skulde I ikke forundre

eder over, at vi ere fattige og magtesløse. Eders Søn har allerede

fortæret 1500 Bdl. i Frankrig. I siger, at han har lært Fransk der

for, men I taler ikke om, hvor meget Latin han har ogsaa glemt.

Narreri og Galskab mærker jeg, at han har lært for det første«.

Det naragtige Væsen, som disse Folk antog under Paavirkning

af de franske Moder, og som Holberg skildrer i sin »Jean de France«.

var som bekjendt ikke overdrevet. Den var, som han selv fortæller i