213 / 413
Serenader.
203
vist. A f formuende og velhavende Folk skulde han have 2 R d ., af
Kunstnere, Professionister og Haandværksmestre, Skippere og Brænde
vinsbrændere og deres Lige 4 Mark til 1 Rd., af Kjældermænd, Øltap
pere, Skibsfolk, Arhej dsfolk, Daglønnere og andre af ringe Stand og
Yilkaar 4 Mk. og af Folk af meget ringe Kaar 1 til 2 Mk. For at
han kunde være forberedt, skulde man mindst 2 Dage i Forvejen be
stille hans Musik. Herom udstedte Politimesteren en Plakat 22. Jan.
1728 med Tilføjelse, at Stadsmusikanten formente, at »de, der til
snige sig hans B rød , indbilder honette og brave F o lk , han er for
kostbar og saaledes fører sig selv og andre i Pengespilde (nemlig Bø
der), saa lader og bemeldte Berg tillige hermed alle og enhver for
sikre, at naar de til lystige Forsamlinger hans Tjeneste forlange, skal
Akkorden om 3, 4 å 5 Personer paa lang og kort Tid, efter enhvers
Behag, blive saa billig og moderat, at de med lige Summa af ham
som Uberettigede skal vorde betjent«. Det er mærkeligt nok, at man
kunde benytte Politimesteren til at gjøre Reklame for sig.
Den Skik, at bringe Damer Serenader udenfor deres Yinduer,
maa ikke have været ukjendt, men blev som noget for vor Natur
fremmed og en fra Syden indført Skik, der ikke fæstede Rod, ikke
ret paaskjønnet. Det er ikke alene Holberg, der omtaler Serenaderne,
men ogsaa andre samtidige Digtere, saa Sagen maa være sikker nok.
Saaledes siger F. Horn:
»En anden, som var og hentaget i en Pige,
hver Aften spille lod paa Fløjte, Harpe, Gige
for hendes Vindue«.
At Holberg lader Serenader fremkomme i »De Usynlige«, be
viser intet, men i to saa kjøbenhavnske Komedier som »Den Vægel
sindede« (2, 16) og »Jakob von Thybo« (4, 10) vilde han ikke have
ladet dem fremstille, hvis de ikke kunde have foregaaet. De Paa-
gjældende blev dog kun daarlig lønnede for sligt, thi paa begge Steder
slaas Musikanterne over med ildelugtende Yand og Damerne bliver for
nærmede over den Skam, der tilføjes dem, idet de anser Serenaden
for at krænke deres Ærbarhed, ved den Opsigt, den maatte gjøre; i
den ældste Udgave af »Den Vægelsindede« bruger Lucretia et endnu
stærkere Udtryk om, hvor dybt hun følte sig saaret, men vel at
mærke, efter at hun tidligere paa Dagen havde samtykket i at tage
derimod, og saaledes var det dog næppe ligefrem Tegn paa, at de
Damer, der blev hyldede paa den Maade, var af tvivlsomt Rygte.