KøbenhavnPaaHolbergsTid

Spil.

207

rader havde altsaa tildels været offentlige. Da Holbergs »Maskerade«

blev givet, var Forbudet mod Capion lige udstedt, men i Stykket

nævnes denne (3, 9) følgelig som den, til hvem man benvender sig

for at faa Adgang. Henriks Forsvar for disse har sikkert moret

mange og Stykket gjorde som bekjendt stor Lykke; det var et Lej

lighedsstykke i rette Tid. Den ædruelige Samtids Dom over Maske

rader udtaler Leonard (2, 3) saaledes: »Jeg fordømmer ikke Maske

rader, fordi de ere Maskerader, men fordi der gjøres Vane deraf.

Unyttig Tidsfordriv og Børneleg ere undertiden saa fornødne forvisse

Folk som Mad og Drikke, og Maskerader, foruden at de forfrisker

tungsindede Folk, ere af en sær artig Invention, thi de forestiller

Menneskene i den naturlige Lighed, hvorudi de vare i Begyndelsen,

førend Hovmod tog Overhaand og et Menneske holdt sig for god at

omgaas med et andet, thi saa længe Maskeraden varer, er Tjeneren

lige saa god som Herren. Jeg fordømmer derfor ikke Maskerader,

men disses Misbrug, thi at gaa tre Gange om Ugen paa Maskeraden

er at sætte sine Midler til, er at sætte Helsen til, er at stjæle tre

Dage bort af Ugen, ja undertiden hele Ugen, thi unge Mennesker

kan ved idelig Svir og Døseri blive ganske ubekvemme til Forret

ninger. Man ser derfor ingensteds reglerede Maskerader hele Aaret

igjennem. At danse nogle Gange om Aaret enten med bedækket eller

blottet Ansigt er in tet ondt, men at danse hele Aaret igjennem kan

gjøre den bedste Stad til en Daarekiste«.

Af Kortspil var L ’hombre nylig indført og ikke kjendt af de

gamle; i »Jean de France« betegnes det som alamodiske Kavallerers

Spil, og den politiske Kandestøber siger: »Der er et vist Spil, som

kaldes Allumber, jeg vilde give hundrede Rigsdaler til, at I og vor

Datter Frøken Engelke forstod det«. Det spilledes altsaa ogsaa af

Damer. I »Den Vægelsindede« siger ogsaa Lucretia (2, 6): »Jeg

maa tælle efter mine Penge, hvor meget jeg tabte i Cinqville idag«.

Cinqville er L’hombre spillet af 5 Personer20). I »Den Vægelsindedes«

første Udgave (5, 4) siger Torben: »Nu viste hun mig i Byen efter

ny Kort til at spille Remise med iaften eller Marthedorn, hvad man

kalder det« ; det er Misforstaaelse af Udtrykkene i L’bombre. Simplere

Spil var Lanter. I »Henrik og Pernille« (2, 2) ytrer Arv om Henrik:

»Han plejer at gaa til Kristoffers paa Hjørnet. Jeg er bange, at

han sidder udi en Lanter til Ørene«, og i »Gert Westphaler« (1, 2)

klager Gert over at istedenfor at tale om alvorlige Ting i Selskaber