KøbenhavnPaaHolbergsTid

Tydske Skuespil.

233

mie«. Forestillingerne begyndte Kl. 4 eller 5 og Priserne vexlede

fra 16 til 4 lybske Skilling.

Den tydske Skuespiller Ifland bar beskrevet disse Skuespil saa-

ledes47): »I ældre Tider gaves paa de tydske Skuepladser et Slags

Heltesørgespil skrevne i kolde stive rimede Vers, der af Skuespillerne

foredroges med en stor Afmaalthed i Skridt og Trin, kold, tom Svulst,

Armene i Siden eller vidt udsejlende. Efter den Tids Begreb borte

det til at tage Munden saa fuld, at ingen Lyd, intet Ord kunde

komme frem som hos andre Mennesker. Øjet var altid i Skyerne,

Ordene bleve langtrukne og Sproget syntes egentlig at være indrettet

efter at bruge visse Bogstaver og Ord som et fjernt, optrækkende

Tordenvejr, der endelig med Lyn og Slag efter rigtig afmaalt Tempo

satte i Forfærdelse.«

Haar nogen ønskede at antages som Skuespiller, var det første

Spørgsmaal, om ban kunde gjøre en Scepteraktion, livorpaa ban skulde

vise, med hvilken Anstand han kunde lade en Kommandostav højtide

lig hvile paa Hoften, eller pege med den mod et fjernt ukjendt Land.

Den anden Prøve var at holde en tordnende Tale og hvis den vandt

Bifald, lød det tredje Spørgsmaal: Formaar Herren et Par sorte

Fløjels Bukser? thi med dette Klædningsstykke maatte man selv for

syne sig; den øvrige Dragt, en brun Klædes Kjole med Silkevest,

leverede Direktøren, og i denne spilledes alle Boller; var det meget

fornemme Helte, der spilledes, blev Vesten kostbarere og Hovedet

prydedes med en Hat med Fjer. Faldt Bollen i den graa Oldtid,

blev der bundet et Skjærf om den brune Kjole, og Hovedet bedæk-

kédes med Hjælm. »Senere, da der indrømmedes græske og assyri

ske Helte et Fiskebensskjørt, et gyldent Livstykke, et flyvende Hakke-

haar og Hjelm med Fjer, blev det dog ved de sorte Fløjels Buxer,

der tillige med Stenspænderne forbandt Oldtid og Hutid«. Kostumet

var Fortidens svage Side, paa det danske Theater spillede man Yol-

taires Tyran af Messena iført Fiskebensskjørt, Allunshandsker og

Manschetter.

Disse tydske Komedier med deres Bombast, opstyltede Tale og

Fremstilling af overnaturlige Begivenheder var Holberg en Pestilens.

Han gjør ofte Hentydninger til dem, især i Prologen til »Uden Ho

ved og Hale« (2. og 3. Sc.) og i den ældste Udgave af »Barselstuen«

(3, 5), men ingen Steder skarpere end i »Ulysses von Ithacia«, der

maaske er hans største Vittighedsværk og helt igennem er en Parodi