KøbenhavnPaaHolbergsTid

Poeter.

339

Parykmager Larpang i Pilestræde Nr. 89 paa Salen, det er nu Nr. 28,

maaske er det hans Hustru.

En Slags Lærde var ogsaa Poeterne, det vil sige Lejlighedsdig

terne, af hvilke der behøvedes mange. Som vi ovenfor har set

maatte der skrives Ligvers, hver Gang en Mand var død, og var det

meget fint, baade paa dansk og tydsk. I »Melampe« (1 7) siger

Sganarel: »Det er nu noget gement at være Poet, thi jeg tror, her

er ligesaa mange Yersemagere i Byen, som der er Eluer i September

Maaned«. Da Petronius i »Jakob von Thybo« (1, 8) siger, at Poesi

er Gudernes Tungemaal, siger P er: »Mig synes, det maa heller hedde

Tiggernes Maal, thi alle de Poeter, jeg har kjendt, har været Staadere«.

Sammesteds (1, 4) henvises Per til Poeten udi Aabenraa, næstved

Guldsmeden, der gjorde Yers for billig Pris, hvorfor han ogsaa mener,

at han hor ved Yolden, for at lian kan se det grønne om Sommeren.

P er gjør ogsaa den Bemærkning (2, 2), at Poeten i Aabenraa

»føder Kone og Børn alene ved sine Yers. Han kan gjøre Yers, som

er kun et Ord lange, men vil man have det saa kort, saa kan Fanden

ikke veje ham op med Penge«. Den Slags kunstige Yers med et

Ord i Linien, findes virkelig 84).

I et Bryllupsvers fra 1737 findes:

»Hvor fåar, hvor faar jeg en, der strax kan »Støvle smøre,

For mig til Aabenraa til Yersfabrikken ben«.

Om denne Poet skriver Rahbek 85), at den Mand, der »for ikke

længe siden af en kompetent Dommer er bleven kaldet vor første

Literator« (Revisor Andersen?), havde forsikret ham »paa Højtidsreg

ninger fra den Tid mellem andre Højtidsexpenser« at have fundet

ham nævnt under denne Titel.

En anden Yersfabrikant skildres os i Magister Rosiflengius i

»Det lykkelige Skibbrud«. At hans Karakter er et Afbillede af Virke

ligheden, kan ses af Tøger Reenbergs poetiske Skrifter, Anden Del,

S. 107—8, hvor der findes følgende Yers:

»O Dorus, du lyksalige,

hvor kunde du vel rime,

vel tusind Vers du skaffede

til Trykken i en Time.

Vel er det sandt, din frugtbar Pen

var uden Sans og Hjærne,

blandt Gjække var dog altid den,

som dig betalte gjærne« osv.

22*