KøbenhavnPaaHolbergsTid

3 4 0

Poeter.

I Anledning af dette meddeler Luxdorph følgende Bemærkning

af Sorterup: »Claus Dorus (o: Claus Bang), en afsat Præst, havde i

sin Tid saavel som flere Visekræmmere paa de Tider (han døde 1683)

Vers fal i alle Lejligheder«. Og Luxdorph tilføjer (1769): »Enhver

véd, at den Kunst at drive Tiggeri i bunden Stil som en anden bor

gerlig Næring er endnu ikke fortabt hos os og bliver det formodent

lig ikke heller, saa længe den bringer saa meget ind, at Folk kan

gifte sig derpaa og deres Børn oplæres i Faderens Haandværk«.

»Adskillige af Dori Begravelsesvers fra 1678—82, som ved en

Slumpelykke ere faldne os i Hænderne, vise, at han, for ej at ud

tømme sin poetiske Aare, der ellers umulig kunde udholde, har be

tjent sig af et og samme Vers ved mere end en Lejlighed, ja ofte

uden Undseelse kort efter hverandre alene med nogen liden For

andring efter Omstændighederne«. Og derpaa giver Luxdorph da et

Exempel.

Hertil føjer R ahbek86): »Om imidlertid selve Dorus var Hol

bergs egentlige Original eller om han, hvad ikke synes usandsynligt,

har haft nogen samtidig for Øje, lader sig nu om Stunder ikke lette-

lig afgjøre, saa lidet som om hans 416de Epistel, hvori han beretter

Magister Rosiflengii Død og gjentager en hel Del af sine Sarkasmer mod

Lejligheds Poeteriet, er en Fiktion eller frembragt ved nogen virkelig

Anledning. At denne Slægt i sine oprindelige Former har vedvaret

indtil vore Dage og at dens sidste Startiholder med Føje kan siges at

have været den ligeledes afsatte Præst, Mag. Kaalund, der ved 1 Linie

i Evalds Avtobiografi, hvor han nævnes som Klopstocks Antipode,

har iaaet en Udødelighed, hans utallige Lejlighedsvers ikke vilde have

tilvejebragt ham, er andensteds sagt«.

Der kan dog ingen Spørgsmaal være om, at en bestemt Person,

hvem Holberg kopierer som Rosiflengius, virkelig har levet, efter den

Maade, hvorpaa han omtales i Epistlernes fjerde Del (Nr. 416), der

udkom 1749. Han fortæller der, at Magister Rosiflengius og hans

Broder, der uden Doktors Titel havde praktiseret i Medicinen,

begge var døde, til ubodeligt Tab for Landet, thi den ene forløste

ved sine Lægemidler de syge af de Fortrædeligheder, som den onde

Verden førte med sig, den anden skaffede ved sine Begravelsesvers

de døde hvilket Sæde i Himlen, Arvingerne ønskede.

Holberg

skildrer nu meget morsomt Rosiflengii Virksomhed. Samtidige paa

stod, at den virkelige Rosiflengius havde samme Legemsfejl, samme