KøbenhavnPaaHolbergsTid

3 4 2

Poeter.

Fane var altsaa Torvesiddere og Høkere. Til disse Folk siger Hol

berg paa sin skjemtsomme Vis, at »saadan mærkværdig Historie kan

være eder mere til Hytte og Opbyggelse end de, som I udi Hobetal

hver Dag kjøbe, nu om en, der har vrikket sit Ben udi Lybæk, nu

om et Hus, som er afbrændt udi Westphalen, nu om en Kalv, som

er født med en Top paa Hovedet eller Falbelader paa Benene. Der-

paa anvende I dog en temmelig Del Penge, hvormed I kunde kjøbe

andre gode og nyttige Bøger, saasom denne sandfærdige Historie om

Peder Paars, om hvis Rigtighed jeg haaber, Ingen er saa vantro at

ville tvivle« osv.

Viserne var den Læsning, hvortil Smaafolk var henviste, og de

regnede ned i Legioner. E t Exempel paa en frugtbar Visedigter er

Bogtrykkeren Povl Phoenixberg, der desuden forfattede flere Tids

skrifter af meget lav Komik og fulde af Smudsigheder88). Ogsaa Bog

trykker Johan Kristoffer Brandt havde en Hovednæring med at sælge

Viser og da han ikke først lod dem censurere, blev han oftere tiltalt

af Politiet89). Det er til ham, Holberg sigter, naar han skriver om

»Brandtes Viser, der synges til Fiol i begge Paradiser«.

Af hvad Hatur disse Viser var, ses af en Klage fra ham til

Politi- og Kommercekollegiet af 18. Oktbr. 1725 med Politimesterens

Svar. Brandt klager over, at Politimesteren bandt hans Hænder, saa

»jeg fattige Borgermand maa krepere som en Orm, efterdi her er saa

mange Bogtrykkere og ikkun ganske lidet Arbejde, dog forbydes

mig alene alle Tider den Smule, jeg begynder og som har været

brugeligt i mange Mands Minde, da jeg dog aldrig har set nogen

kgl. Forordning derom«. Han fandt ikke, at Kongens Vilje var at

forbyde Bogtrykkerne at trykke noget, hvori der alene var nogle faa

Ord, der ikke kunde skikke sig, men naar disse blev udeladte, kunde

det øvrige ikke forbydes. »Mens Gud bedre det, at der skal være

saa mange, som skal eller vil forbydeBogtrykkerne deres Brød eller

melere sig dermed, derfor gaar saa mange uden Lands og lader

trykke. Haar der er en K arl, som har Lyst til at skrive gode Ma

terier, som vel gjøres nødig at komme iblandt Folk, da skal det først

approberes, som billigt er, men man har ikke nødig at lade enhver

Vise approbere, helst naar den ikke strider imod Guds og Kongens

Lov.«

Politimesterens Betragtning af Brandt var en ganske anden;

han skriver: »Formedelst at denne Brandt understaar sig at trykke