KøbenhavnPaaHolbergsTid

346

Kunstnere. Militære.

for Hukommelsen at styrke for sig selv og andre Her,

at god Rigtighed for alle sig tilbørligen beter.

A lt til Daniels Tider bar man holdet rigtig Røger,

og sig udi Regnekonsten øvet, naar man eftersøger

Ordet, som os Gud har givet, at vi det betragte kan,

som en ædel Naadses Gave forat komme til Forstand.«

Erik Madsen Bogholder maa ligesom Carl Danxst ogsaa være

tænkt at give Undervisning, thi da Yielgeschrei (3, 1) fortæller Leo

nard om sin Datters Giftermaal, udbryder denne: »Hvad, skjæmter

I, vil I give jer Datter til en Skolemester«?

Kunstnere var her ikke mange af, men der nævnes dog nogle.

Af Malere, der kaldtes Skildrere, opgives følgende i Skattelisten for

1722: Magnus Jørgensen, Simon Dram, Nikolaj Wikmand, Johan

Hofman, Kancelliraad Krogk, Jakob Eosie, Monsieur Barbeth og

Jakob Kønning. Af Billedhuggere, der kaldtes Bildthuggere, nævnes:

Johan Bernt, Peder See, Peder Steffensen, Johan Weise, Erik Waren-

heim, Johan Adam Sturmberg, Henrik Eisker. Bendix Grotschilling,

der var bleven Kunstkammerforvalter, hk 1725 kgl. Bevilling til at

oprette et Lotteri, hvorved han kunde afbetale sin Gjæld; ved dette

Lotteri sattes et Kuriositetskabinet paa Spil, som hans Eader og For

gænger ved Kunstkamret havde sam let.92)

Den Lavsaand, der gik igjennem alle Folkeklasser, gjorde sig

ikke mindst gjældende i Militærstanden, der netop under Frederik

IV ’s krigerske Regjering maatte spille en stor Rolle. Den stramme

Holdning, der uddannedes efter prøjsisk Mønster, og de stive Former

har med rette givet denne Tid Navnet Støvlettiden efter et Slags

Gamacher, der gik op over Knæerne og som skulde sidde meget

stram t til umaadelig Pine for deres Bærere. Soldaterstanden har

nylig været Gjenstand for en fortrinlig Skildring i P. Fr. Rists

Skrift. »Fra Støvlet-Tiden«, der for en stor Del netop omhandler Frede

rik IV ’s Regjeringstid, til hvilket vi her alene vil henvise; her skal

kun omtales, hvorledes Holberg i Komedierne fremstiller Officererne.

Først skildrer han det militære Pedanteri, der sætter Overhol

delsen af enkelte ligegyldige fRegler over alt andet. I »Ulysses«

(2, 3) lader han Holophernes holde en Tale til Soldaterne, hvori fore

kommer følgende: »Det fornemste, I har i Agt at tage, er eders

Tempo, som bestaar udi ein, zwei, drei, og at I slaar lige med

Hænderne paa Patrontasken, thi naar det ikke tages i Agt, vil jeg

ikke give fire Skilling for Resten.«