sen,
der i Mod sæ tn ing til de tidligere Direktører — undtagen
Lange — overtog Te a tre t i Entreprise. Christian Schmidt, der
havde betydet det samme for »Casino« som Fritz Hultmann for
Nationalscenen, var p a a det T id spunk t en syg Mand, der ikke
formaaede at optræde i de Maaneder, han var Direktør. Under
det Ansvar, han havde p a a ta g e t sig, mistede han sin sjælelige
Ligevægt. Den be
undrede Fremstil
ler af det so rg
løse,
godmodige
Letsind
savnede
den
koldblodige
Ro og Overlegen
hed, der b land t
andre Egenskaber
kræves af en T e a
terdirektør. G læ
dens Budbringer
blev overvældet af
Mismod og øko
nomiske Bekym
ringer, og den ^2.
Novbr. 1865 for
kortede han sit Liv.
»Det var,« for
tæller Erik Bøgh,
»en ha ard Prøve for alle hans Kammerater at sta a tilbage pa a
den Scene, han havde forladt, og kæmpe for at genvinde Publi
kum, der nu næsten med Sky vendte »Casino« Ryggen.« Men
Prøven blev bestaaet. Th. Rasmussen hjalp sig igennem ved
fremmede Gæstespil og ved enkelte »Træffere«, for Eks. Sar-
dous Sangfarce »Den forbudne Frugt« (1866 ), som Erik Bøgh
bearbejdede. I denne Periode knyttedes atter Lauritz S tigaard
og for første Gang F. F. Knobelauch til Teatret, og de blev b eg
ge senere synonyme med Husets gode Traditioner, den første
som folkelig Romantiker, den anden som ad stad ig Karak terskue
spiller. Men virkelig Fasthed evnede Th. Rasmussen ikke at
give sin Ledelse, og i 1869 endte hans Direktorat med, at han
Fire »Casino«-Skuespillere:
Hougaard. Wulff. Albrecht. Stigaard.
48