49 / 85
V.
E
FTER Langes og Bøghs dygtige og faste Ledelse kom
»Casino« ind i en usikker Periode, der varede en halv
Snes Aar.
Først ansatte Aktieselskabet den norskfødte Forfatter
M . W .
B run
som Direktør, men hans Regimente varede kun to Sæso
ner (1860— 62 ). Det Held, der havde fulgt hans Teaterledelse
i Provinserne, ophørte altid, n a a r han kom til Hovedstaden, hvor
han i korte Perioder styrede »Alhambra«, »Folketeatret« og i
1883 startede Dagmarteatret. En af Grundene var den, a t han
ikke evnede a t opfylde den Pligt, som I. L. Heiberg an s a a for
at være Teaterdirektørens vigtigste, nemlig at holde Personalet
i god t Lune. Brun var tværtimod en ret uomgængelig Mand,
der let kom i Strid med sine Omgivelser.
To Begivenheder skete i de B run ’ske Sæsoner: Wilhelm
Wiehe vendte tilbage fra sit mangeaarige Engagement ved Chri
stiania Teater, og Henrik Ibsen indførtes i Kjøbenhavn. Wiehe
stod da i sin bedste Kraft med al Ungdommens Friskhed over
sin Personlighed, og hans tre »Casino« Aar (1860— 63) betød i
hans Kunstnerliv ien Overgang fra den norske til den danske
Nationalscene. Mange af de Stykker, hvori han spillede paa »Ca
sino«, taalte ikke Refleksion, men Wiehes Elskere og Helte ejede
Overbevisningens Varme, den overmandende Livsfylde, der holdt
Tilskuerne fa st i Illusionen. Han kunde faa dem til at tro paa,
hvad han sagde, selv om Ordene va r nok sa a utrolige.
Det siges ofte p a a Tryk, at Fru Heiberg ha r Æ r e n af at
have indført Henrik Ibsens Værker i Kjøbenhavn. Men det er
ikke rigtigt. Da hun i 1870 ved at opføre »De Unges Forbund«
45